ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Cirkulært potentiale i byggeriet er langt fra udnyttet

Byggeriet står for 30 pct. af Danmarks totale CO2-udledning, så branchen har et af de største potentialer for cirkulære modeller. Men branchen tænker ikke med i cirklen endnu

Alt gik op i en højere enhed, da et børnehus i Gladsaxe skulle bygges på samme grund, som en skole skulle rives ned på. For ud over at spare transport, affald og materialer, kunne flere processer klares på stedet. Foto: Jonathan Grevsen
Alt gik op i en højere enhed, da et børnehus i Gladsaxe skulle bygges på samme grund, som en skole skulle rives ned på. For ud over at spare transport, affald og materialer, kunne flere processer klares på stedet. Foto: Jonathan Grevsen

De seneste tal fra Miljøstyrelsen viser, at der produceres 5 mio. ton bygge- og anlægsaffald i Danmark om året, og at kun 36 pct. af det genbruges. Resten ender sine dage på deponi, på forbrændingen eller genanvendes knust og brugt som støjvold eller vejunderlag. Alt i alt står byggeriet for 40 pct. af al affald i Danmark, hvis man ser bort fra jord.

Samtidigt står byggeriet for ca. 30 pct. af den samlede danske CO2-udledning, så hvis Danmark skal holde sig inden for Paris-aftalens 1,5 graders maksimale temperaturstigning, skal nyt boligbyggeri nedbringe udledningen fra et nuværende gennemsnit på 9,6 kg til 0,4 kg CO2 pr. kvm pr. år.

Et greb mod den ændring er at genbruge materialer fra de bygninger, der rives ned.

“Det er på vej, men går ikke så hurtigt. Der bliver igangsat gode og velmenende pilotprojekter. Men byggeriet mangler stadig at tage det til sig som helhed,” siger leder af Videncenter for Cirkulær Økonomi i Byggeriet Lise Lyngfelt Molander og forklarer det med spørgsmålet om ansvar og risiko.

30

pct. af den samlede danske CO2-udledning stammer fra nybyggeri

“Det er en abe, der bliver sendt rundt, for der er ikke rigtigt nogen, der vil tage ansvar for at forsikre genbrugte materialer. Alle mener, det er bygherrens, forsikringsselskabet eller myndighedernes ansvar, men ingen siger: ’det er sådan, vi gør’.”

Lise Lyngfelt Molander peger på logistik og lager som en anden barriere for mere cirkularitet i byggeriet.

“Man skal ofte bygge noget, der er større end det, man river ned, så det er usikkert, hvor mange materialer, men kan få fat i. Det stiller helt nye krav til lokalplaner, logistik og værdikæden omkring nedrivning,” siger hun.

Her er nedrivningsfirmaer en vigtig nøgle, fordi de er del af den nye fødekæde. De skal sammen med pensionskasserne, der ejer mange af de store bygninger, sikre materialerne. Samtidigt skal bygherren beslutte, at nedrivningen skal sættes i system, mener centerlederen.

“Endelig behøver vi en lov, der sikrer selektiv nedrivning.”

National dødssejler

“I og med at byggeri er så ressourcetungt, bør cirkulær økonomi være enno-brainer– ikke mindst i lyset af de klima- og biodiversitetsudfordringer, vi står med,” siger Anders Stouge, der er direktør i DI Byggeri, som organiserer 6700 virksomheder inden for byggeri, anlæg og byggeindustri, der som sektor tilsammen beskæftiger ca. 195.000 medarbejdere i Danmark.

Anders Stouge er enig i, at byggebranchen ikke er langt nok endnu med cirkulær økonomi. Men der går ikke længe, før branchen skal over på en anden klinge og op i gear, mener han.

“Der kommer et stort pres ude fra gennem EU-lovgivning, som byggebranchen slet ikke er nok opmærksom på, så vi kan lige så godt komme i gang nu.”

Bæredygtig
Gladsaxe påtog sig risikoen i nyt byggeri af genbrugsmaterialer

Anders Stouge lægger vægt på, at cirkulære løsninger dog ikke skal være lokale eller endda nationale, for hvis ikke man udvikler skalerbare løsninger, vil der ikke være økonomi i det.

“Det ville være en dødssejler at bygge noget særligt dansk op, for vi skal have mange til at investere i det her, og der er det danske marked for snævert,” siger han.

Ikke med i lovgivning

1. januar 2023 træder et nyt bygningsreglement i kraft, og det betyder, at der skal laves livscyklusanalyse på al nybyg, men genbrugte og genanvendte materialer er ikke taget med i betragtning.

“Det er slet ikke godt nok,” siger Lise Lyngfelt Molander, der netop understreger, at det allerbedste er at renovere eksisterende bygninger.

“Renovering er vejen frem i forhold til klima og ressourceknaphed, så kommunen kunne bede om argumenter for at rive et hus ned. Der skal være en saglig grund, og hvis der er det, skal mursten tages skånsomt ned og sælges,” lyder et muligt fremtidsscenarie.

“På et tidspunkt er de genbrugte materialer de eneste, vi har, hvis vi gerne vil bygge nyt. For vi er allerede ved at løbe tør og oplever lange leveringstider og stigende priser på alt, vi importerer,” siger Lise Lyngfelt Molander.

Forsiden lige nu