ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Cementerstatning vækker interesse fra Sydamerika til Saudi-Arabien

Hvis betonindustrien skal skære markant af sit CO2-udslip, skal der findes erstatninger for cement i opskriften. FLSmidth sender udstyr på markedet, der kan halvere udledningen

Indtil videre har FLS solgt det nye type anlæg til en kunde i Ghana og en i Frankrig, men melder om bred interesse, fordi anlæggende til kalcineret ler er billigere i både indkøb og drift, siger chef for grøn innovation i cementdivisionen Bodil Recke. Foto: Brage Borup
Indtil videre har FLS solgt det nye type anlæg til en kunde i Ghana og en i Frankrig, men melder om bred interesse, fordi anlæggende til kalcineret ler er billigere i både indkøb og drift, siger chef for grøn innovation i cementdivisionen Bodil Recke. Foto: Brage Borup Brage Borup

FLSmidth, der leverer udstyr til mine- og cementindustrien, har hevet en teknologi ud af gemmerne, der har potentiale til at skære halvdelen af udledningen fra den globale cementproduktion.

Udviklingen begyndte for ti år siden, men blev skrinlagt pga. af manglende interesse. Nu er interessen vendt, for hvis der skal gøres noget ved den enorme globale udledning fra bygninger, broer, havvindmøllefundamenter og andet, der har brug for beton, skal udstyret kunne håndtere andet end kalcineret (bagt ved høj varme) kalksten, som i processen frigiver 40 pct. af den CO2, der udledes ved cementproduktion.

Bæredygtig
For 12 år siden kaldte FLSmidth CO2-fangst “økonomisk selvmord” – i dag er det stadig langtfra rentabelt
20230306-132504-5-2200x1466ma.jpg

Et alternativ, der ikke har indlejret CO2, er kalcineret ler, fortæller Bodil Recke, der er chef for grøn innovation i FLSmidths cementdivision.

“Ler frigiver ikke CO2 i processen og skal kun varmes op til højst 850 grader, mens kalksten varmes op til 1400-1500 grader, hvilket kræver langt mere energi. Så alt i alt udleder kalcineret ler kun en tiendedel af en tilsvarende mængde kalcinerede kalksten,” siger hun.

Når det så “kun” er muligt at skære halvdelen af CO2-udledningen af den samlede cementproduktion, skyldes det, at det ikke er tilladt at bygge med rent kalcineret ler endnu.

45

lande har indtil videre godkendt opskriften med kalcineret ler

45 lande har på nuværende tidspunkt tilladt en opskrift, der består af 50 pct. kalksten, 30 pct. kalcineret ler, 5 pct. gips og 15 pct. ubehandlet kalksten, som heller ikke frigiver CO2.

Ifølge Bodil Recke er der stor interesse for udstyret i især lande, der skal udvide kapaciteten – som Sydamerika, Kina, Afrika og Saudi-Arabien – men også fra USA, hvor investeringerne er godt hjulpet på vej af offentlige støtteordninger til CO2-reducerende teknologier. Ikke mindst fordi produktionsomkostningerne er lavere ved denne type cement end konventionelt.

Kunderne er dem, der vil omstille til en mere miljøvenlig cementproduktion; dem, der skal etablere nye anlæg for at øge kapaciteten; og dem, der udelukkende vil producere kalcineret ler til andre.

Hvis vi skal hjælpe industrien med at blive mere CO2-neutral, er udskiftningen af kalksten med noget andet en meget vigtig del

Bodil Recke, chef for grøn innovation, FLSmidths cementdivision

I dag er der flere leverandører, der arbejder med kalcineret ler – f.eks. danske Aalborg Portland, der har lanceret produktet, Futurecem.

Men ifølge Bodil Recke er der stadig et forbehold i branchen mod blandingsproduktet, fordi ler får en rødbrun farve, når det brændes. Derfor har FLSmidth udviklet en teknologi, der reducerer ilt i processen, så det kalcinerede ler har samme grå farve som traditionel cement.

“Teknologien er supervigtig for os og et område, vi satser stort på over de næste fem-ti år. Hvis vi skal hjælpe industrien med at blive mere CO2-neutral, er udskiftningen af kalksten med noget andet en meget vigtig del,” siger hun.

Forsiden lige nu