Projektbeskrivelsen er baseret på oplysninger indsendt af virksomheden
Virksomheden Gabriel udvikler og producerer møbeltekstil. I marts 2023 lancerede selskabet møbeltekstildesignet “Renewed Loop,” hvor formålet er en komplet cirkulær forretningsmodel.
Designløsningen består i at genanvende tekstil, som omdannes af fraklip fra møbelproduktion, der normalt ender som affald, til nye garner i en styret proces med 100 pct. sporbarhed.
Der stilles samme krav til levetid, kvalitet, æstetik, miljø og sundhed som i konventionelle produkter, og produktet kan genanvendes efter brug. Det genanvendte produkt performer derfor lige så godt som ikke-genanvendte produkter.
For at reducere spild og sikre at stofrester og udtjente polstertekstiler ikke ender på deponi eller forbrændes, tilbyder Gabriel at tage egne tekstilrester tilbage, hvor målet er at sikre, at værdifulde ressourcer ikke går tabt, men får nyt liv og kommer ind i et kontinuerligt loop af materialer.
Hermed mindskes behovet for nye oliebaserede råmaterialer og fremtidig forsyning sikres. CO2-påvirkningen på garnerne er lavere sammenlignet med garner af ikke-genanvendte tekstiler.
“Renewed Loop” er 100% genanvendt polyester, og bygger på nuværende tilgængelige teknologier. I de produkter, der kommer på markedet først, er der genanvendt op til 10 pct. er tekstil-til-tekstil materiale, mens det resterende indtil videre er genanvendte plastflasker. På sigt skal udvikling og innovation øge andelen af tekstil-til-tekstil.