Projektbeskrivelsen er baseret på oplysninger indsendt af virksomheden.
ReUseX er en digital metode og platform, der gør det muligt hurtigt og omkostningseffektivt at kortlægge en eksisterende bygnings geometri og ressourcepotentiale.
Løsningen kombinerer 3D-registrering med AI-baseret analyse, der automatisk genkender og strukturerer centrale bygningsdele som vægge, dæk, søjler og åbninger. Scanning og analyse kan udføres med almindeligt udstyr, og data genereres i en standardiseret struktur.
I testforløbet er ca. 1.700 m² registreret på ca. 30 minutter og efterfølgende behandlet til et beslutningsklart datasæt. Metoden reducerer den manuelle indsats markant sammenlignet med traditionel ressourcekortlægning og manuel modellering.
ReUseX adresserer en barriere for cirkulært byggeri: Beslutninger om nedrivning, renovering eller transformation træffes tidligt, men på et utilstrækkeligt datagrundlag. Når den eksisterende bygnings ressourcer ikke er kortlagt, bliver genbrug og bevaring sværere at planlægge, prissætte og risikovurdere, og nybyg fremstår som det mest forudsigelige valg.