Projektbeskrivelsen er baseret på oplysninger indsendt af virksomheden
De gispende danske fjorde skyldes blandt andet mængden af nitrat og kvælstof, der i dag bliver ledt fra landbrugets produktion af kød og mælk og ud i miljøet.
En særlig plante har potentiale til at sænke udvaskningen af nitrat fra græsmarker. DLF står bag og har udviklet agritain, en forædling af planten lancetbladet vejbred, der også fungerer som godt foder til dyrene på marken. Den reducerer udvaskningen af kvælstof gennem fire mekanismer. Blandt andet har planten en vanddrivende effekt, der øger mængden af urin og reducerer koncentrationen af kvælstof heri. Hvis der oftere urineres, fordeler kvælstoffet sig over et større areal og mindsker belastningen. Et andet punkt er en reduktion af den kvælstof, der udskilles i urinen, da noget i stedet går til produktion af fæces, mælk og kød. Desuden kan planten forsinke de normale processer, så planter bedre kan optage kvælstoffet og dermed mindske risikoen for udvaskningen af nitrat.
Ifølge DLF kan de forskellige mekanismer reducere udvaskningen af kvælstof “markant”. Forsøg fra New Zealand og Europa viser et potentiale for en reduktion op mod 89 pct., når agritain indgår i kløvergræsblandinger.