ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement
CASES 2022

Nudging fanger frås i storkøkkenet

Ken Storkøkken

Projektbeskrivelsen er indsendt af virksomheden

Spar strøm, spar penge og begræns miljøbelastningen. Det er i korte træk, hvad Ken Storkøkken tilbyder sine kunder med konceptet Fang Fråserne.

I de danske storkøkkener og kantiner er der et meget stort forbrug af strøm. Faktisk står storkøkkenerne for 4 pct. af det samlede strømforbrug i Danmark. Strøm er en nødvendighed for et velfungerende og moderne storkøkken. Det gælder alt fra opvaskemaskiner og køle-/fryserum til ovne, ventilation og meget mere. Men hvad mange bliver overraskede over er, hvor stor en besparelse virksomheden kan opnå ved at tage et kig på de daglige vaner og eventuelt udskifte noget af det gamle udstyr med nyere og mere strømbesparende alternativer.

Selvom mange virksomheder allerede har fokus på elforbruget i storkøkkenet, er der formentlig stadig fråsere løs. Ganske enkelt fordi dette ikke tidligere har været et fokusområde for storkøkkenets medarbejdere.

Ken Storkøkken sætter med Fang Fråserne fokus på at gøre landets storkøkkener bevidste om deres strømforbrug, og hvordan det fordeler sig. Særligt har konceptet fokus på de steder, hvor der ubevidst fråses med strømmen. Måske kører ventilationsanlægget også om natten, eller køkkenmaskiner tændes som vanligt om morgenen, til trods for at nogle af dem først skal bruges senere. Eller der er alle de små maskiner, som altid står standby.

Eksemplerne er der masser af. Ken Storkøkken og Flexmeter har udviklet en helt ny måleteknologi og et effektivt forløb, hvor det konkrete strømforbrug kortlægges og analyseres helt ned på den enkelte maskine. Det får de værste fråsere frem i lyset og er samtidig udgangspunktet for de videre anbefalinger og vejledninger til, hvor der kan spares strøm. Der iværksættes undervejs adfærdsregulerende tiltag udviklet i samarbejde med The Nudging Company. Forløbet strækker sig samlet set over ca. 6 uger, og strømforbruget og -fordelingen måles over perioder på 14 dage. Virksomhederne kan allerede registrere de første besparelser ved den første måling. Forløbet afsluttes med en omfattende energirapport, der giver et samlet overblik. For de fleste er energirapporten både en øjenåbner og et godt værktøj til at mindske energiforbruget i køkkenet.

Den giver et tydeligt billede af indsatsområder og giver ligeledes en indikation af potentielle besparelser. Forløbet hjælper virksomhederne med at optimere deres grønne og bæredygtige tankegang.

Fang Fråserne-konceptet er for nylig blevet udvidet til efter endt forløb at tilbyde en abonnementsløsning med efterfølgende overvågning af virksomhedens forbrug. Måleudstyret, som sidder på installationerne, måler permanent energiforbruget i storkøkkenet og kontrollerer adfærden. Det giver mulighed for at følge energiforbruget, således at man kan holde øje med, om man fastholder sin nye, gode adfærd.

Ken Storkøkken har erfaret, at storkøkkener kan reducere energiforbruget med mindst 8-12 pct. alene gennem adfærdsændringer. Vi mener således, at projektet i høj grad medvirker til at modvirke klimaændringer.

Fang Fråserne-konceptet er allerede implementeret i mere end 100 succesrige projekter på blandt andet hoteller, konferencecentre, hospitaler og plejehjem. Til dato er der opnået besparelser, der svarer til 330.000 kilo mindre CO2-udslip.