Projektbeskrivelsen er baseret på oplysninger indsendt af virksomheden.
På hospitalet Nyt OUH i Odense har Watopi etableret et decentralt renseanlæg til hospitalsspildevand – placeret direkte ved kilden og designet til at fjerne medicinrester, antibiotika og resistente bakterier, før de når det offentlige kloaksystem.
Hospitaler udleder komplekse forureningsstoffer, som traditionelle renseanlæg ikke er designet til at håndtere. Projektet i Odense renser ifølge Watopi helt ned på molekylært niveau gennem membranbaseret teknologi og avanceret proceskontrol.
Selskabet har målt effekten til at være en markant reduktion af lægemiddelrester og antibiotikaresistensgener i udledningen, samt betydelig aflastning af det kommunale renseanlæg. Samtidig reduceres behovet for udbygninger af central infrastruktur.
Watopis løsning er modulær, industrielt produceret og hurtig at implementere ifølge virksomheden. Det gør den både billigere og mere skalerbar end traditionelle projektbaserede anlæg, angiver Watopi.