Projektbeskrivelsen er baseret på oplysninger indsendt af virksomheden.
Byggebranchen står midt i en nødvendig omstilling mod mere cirkulære materialestrømme, hvor forbruget af jomfruelige råstoffer skal ned, og sekundære materialer i højere grad indgå i nye produkter. Hvert år opstår store mængder restaffald af mursten fra nedrivninger, som ikke kan genbruges i nye byggerier, med et uudnyttet ressourcepotentiale. Med Mix har Egernsund Wienerberger og C.F. Møller Architects udviklet en ny generation af mursten, der omsætter denne cirkulære ambition til praksis.
Mix består af mere end 30 % knust murværk fra nedrivninger. Det holder materialerne i kredsløb i et produkt med en levetid på over 100 år frem for at ende som vejfyld.
Kernen i projektet har været at erstatte sand, som er en knap ressource. Hvor standardmursten indeholder 15 % sand, er Mix helt fri for jomfrueligt sand, nu erstattet af sekundært mineralsk materiale. Det genanvendte materiale har et CO₂‑aftryk, der er 77 % lavere end jomfrueligt sand ved udvinding og transport, og MIX har et CO₂‑aftryk, der er 13–20% lavere end standardsortimentet af mursten med samme lerblandinger.