ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Problemramte Flying Tiger trækker stikket på blodrøde markeder og sætter en lang række butikker til salg for trecifret millionbeløb

Flying Tiger vil forsøge

Flying Tiger åbnede i 2015 en flagskibsbutik på Manhattan i New York, men nu har kæden sat alle de amerikanske butikker til salg. Foto: Michael Noble Jr.
Flying Tiger åbnede i 2015 en flagskibsbutik på Manhattan i New York, men nu har kæden sat alle de amerikanske butikker til salg. Foto: Michael Noble Jr.

Flying Tiger Copenhagen har de seneste år åbnet den ene butik efter den anden verden over, men nu går den problemramte butikskæde den helt modsatte vej.

EQT-ejede Flying Tiger trækker således stikket på butikkerne i både Tyskland og USA, hvor man har haft store ambitioner, men hvor kæden i 2019 tabte et trecifret millionbeløb.

149​

mio. kr. har Flying Tiger-kæden tabt på USA og Tyskland i 2019

”Vi vil ud af både Tyskland og USA, og jeg håber og tror på, at nogle partnere ser potentialet i at drive Flying Tiger-konceptet videre i både Tyskland og USA. Men vi er meget fleksible omkring, hvad løsningen kan blive, og der er mange scenarier på bordet. Det kan også være, at det skal være nogle helt andre butikker end vores, ” siger Martin Jermiin, adm. direktør for Flying Tiger.

Kæden har 54 butikker i Tyskland og 13 i USA, som man nu vil forsøge at sælge, og selskabet har værdisat porteføljen til en samlet pris på 323 mio. kr. Det fremgår af det nyligt offentliggjorte regnskab for Zebra A/S, selskabet bag Flying Tiger. I 2018 udtalte daværende topchef Mette Maix, der sidste år forlod kæden efter uenigheder i topledelsen, at de amerikanske butikker “går godt.”

Færre butikker

Men i 2019-regnskabet er det tyske og det amerikanske marked nu betegnet som “ikke-fortsættende forretninger”, og butikkerne bliver end ikke talt med i opgørelsen over, hvor mange koncernen samlet set driver på verdensplan.

I 2018 var der 990 Tiger-butikker i 30 lande, men det er nu skrumpet til 909, fordi koncernen har afskrevet de 67 butikker i USA og Tyskland og desuden netto har lukket 14.

I regnskabet fremgår det ligeledes, at de to markeder, som Zebra ikke længere vil satse på, alene tegner sig for et underskud på 149 mio. kr. ud af et samlet tab på 224 mio. kr.

”Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende. Der er brug for en porteføljeoptimering, og derfor har vi brug for partnere, der kan se potentialet i de enkelte lokationer. Partnere, der kan se, hvor man skal lukke butikker, hvor man skal flytte dem, og hvor kan man drive dem videre,” siger Martin Jermiin.

Kan du forstå, hvis man tænker, at I famler lidt i blinde på nogle af jeres markeder?

“Det korte svar er ja. Men samtidig er det sådan, at virksomheder med høj vækst ofte går igennem faser, hvor man træder et skridt tilbage og overvejer, om man er det sted, man ønsker at være. Det kan du kalde en oprydning, men det er også et sundt skridt tilbage for at finde ud af, hvilken kerne der skal bygges videre på. Og hvis man havde vidst, hvad vi ved i dag, så havde man nok gjort nogle ting anderledes. Det er ikke alt, der bliver gjort rigtigt, og det er okay, det vil altid ske,” siger direktøren.

Vores måde at komme ind i USA på har åbenbart ikke vist sig at være god

Lennart Lajboschitz, stifter, Flying Tiger
Mogens Bjerre, professor på CBS og forsker i detailhandel, er ikke overrasket over, at Flying Tiger nu rydder op.

“De har jo åbnet med meget stor hast i mange forskellige markeder på én gang, og det betyder, at ledelsesressourcerne bliver spredt ret meget, fordi problemstillingerne er forskellige i alle lande. Så det virker fornuftigt at få konsolideret hele organisationen, som den set udefra tydeligvis har brug for,” siger han.


I USA åbnede Flying Tiger sin første butik i 2015, og det var en milepæl for Lennart Lajboschitz, der stiftede kæden på Islands Brygge i København i 1995. Han er stadig medejer og er ærgerlig over, at man nu vil trække sig ud af USA.

“Vores måde at komme ind i USA på har åbenbart ikke vist sig at være god. Nogle af huslejerne er meget dyre, og så går jeg ud fra, at nogle af lokationerne ikke har været rigtige, og så er det gået i en bestemt retning. Mere kan jeg ikke rigtig sige om det, for jeg er ikke længere med i den daglige drift,” siger Lennart Lajboschitz.

Han solgte i 2012 majoriteten af Tiger til EQT for et milliardbeløb. Men en del af kapitalfondens ejerperiode har været præget af udfordringer, og den har flere gange forberedt at sælge virksomheden.

Mads Ditlevsen, partner i EQT og ansvarlig for investeringen i Flying Tiger, afviser imidlertid, at manøvren med at opgive USA og Tyskland alene handler om at gøre virksomheden mere profitabel for at tiltrække købere.

“Sådan nogle store beslutninger skal man ikke bare tage for at gøre et selskab salgbar. Man skal gøre de ting, som er rigtige, og gør man det år efter år, kan man en dag lave en god exit,” siger Mads Ditlevsen, der har som erklæret mål at skulle sælge Flying Tiger inden udgangen af 2021, da fonden, som selskabet ligger i, da har eksisteret i 10 år.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis