“Vi er ikke så bekymrede for vores medlemsvirksomheder. Men vi er særdeles bekymrede over, hvad der sker med modevirksomhedernes kunder i den fysiske detailhandel,” lyder det ildevarslende fra Michael Hillmose fra brancheorganisationen Dansk Mode & Tekstil, der repræsenterer de danske modebrands.
“Vi tror, at der vil komme en del konkurser i detailleddet
Michael Hillmose, Dansk Mode & Textil
Selvom det lige nu ser godt ud for de danske modevirksomheder, hvis eksport er tilbage på niveauet fra før coronaen lukkede fysiske butikker og skræmte en del kunder væk fra indkøbscentre og handelsgader, så er alt ikke lutter idyl.
I næste uge vil der være skruet godt op for sælgersmil og optimisme på modemesserne i København, men usikkerheden lurer: Hvad kommer der til at ske i detailhandlen, ikke mindst når klemte butikker til november skal betale første rate af den moms og skat, de skylder staten?
Modebutikker og andre virksomheder skylder staten moms og skat for i alt 29 mia. kr. De første godt 7 mia. kr. skal falde til november og næsten dobbelt så meget allerede tre måneder senere.
“Vi tror, at der vil komme en del konkurser i detailleddet. Det vil selvfølgelig påvirke leverandørerne af dansk modetøj – vores medlemmer – selvom mange af dem også leverer til onlineplatforme eller har egen webshop,” siger Michael Hillmose.
Selvom nethandlen er vokset voldsomt, står de fysiske butikker stadig for over to tredjedele af det samlede salg af moderigtige, danske bluser, bukser og nederdele.
Direktøren i de ca. 2000 modebutikkers organisation Dansk Detail, Jens Birkeholm, slår fast, at den store bekymring i sektoren lige nu er, hvad der sker, når der skal findes likviditet til de mange moms- og skatteindbetalinger, som coronalukkede og klemte butikker fik udsat.
“Politikerne er nødt til at indføre nogle afdragsordninger. Ellers går det helt galt
Jens Birkeholm, Dansk Detail
“Der vil under alle omstændigheder være butikker, der ikke har likviditet og ikke kan betale, eller butiksejere der efter en lang, hård tid ikke kan overskue at fortsætte driften. Men politikerne er nødt til at indføre nogle afdragsordninger. Ellers går det helt galt. Hvis skruen strammes for hårdt, vil antallet af konkurser og lukninger stige – og jo flere der går ned, jo færre penge vil staten få i kassen,” siger Jens Birkeholm.
mia. kr. ca. i skyldig skat og moms har danske virksomheder, herunder modebutikker, fået udsættelse for
Han har ikke fået modebutikkernes endelige salgstal fra juli, men det går faktisk godt med at få varer over disken lige nu. Der er bare stadig meget på lager, så butikkerne vil helt sikkert købe forsigtigt ind i forbindelse med modeugen.
Revisionskæmpen Deloittes ekspert i modebranchen Morten Gade Steinmetz siger ligeud, at han ikke aner og ikke vil gætte på, hvor mange modebutikker der er i fare for at kæntre, når der skal findes likviditet til at betale skyldig moms og skat. Han understreger, at gode hjælpepakker har holdt mange butikker oppe, men de har også meget på lager og har solgt en hel del med store rabatter.
“Så det bliver en udfordring, når staten skal have sine penge. Både leverandører og staten vil lide tab i den kommende tid,” siger revisoren.
“Mange af modebutikkerne kan i hvert fald ikke låne til skat og moms i banken,” fastslår han.
Hos en af de gamle, etablerede familieejede virksomheder i branchen Skovhuus Strik i Herning siger salgs- og marketingchef Erik Bomholt Johansen, at selvom det lige nu faktisk ser nogenlunde positivt ud med salg og ordrer, er der en ukendt faktor i form af udviklingen hos danske og udenlandske butikker:
“I forvejen har mange i detailbranchen jo også før coronaen været pressede. Det er spændende, hvor mange der har brugt de penge, som staten nu skal have indbetalt,” konstaterer han.