Discountkæden Fakta, der i årevis har trukket resultaterne ned for dagligvaregiganten Coop, kommer nu for første gang siden 2012 ud af et regnskabsår med sorte tal.
Det sker, efter at Fakta i 2018 lukkede over 80 tabsgivende butikker som led i en større turnaround, efter at kæden de seneste seks regnskabsår sammenlagt har tabt mere end 650 mio. kr.
Kædens præcise resultat i år er endnu ikke offentliggjort, men ifølge adm. direktør i Coop, Peter Høgsted, er der tale om et mindre plus.
“Det er et mindre millionbeløb, men det vigtigste er, at der er sorte tal,” siger Peter Høgsted, der tilføjer, at det særligt har påvirket resultatet positivt, at Coop “lukkede de værste butikker” og samtidig har gennemført en række effektiviseringer.
Mens Fakta har vendt milliontab til et mindre overskud, kommer Coop-koncernen, der også tæller butikskæderne Kvickly, Dagli'brugsen, Superbrugsen og Irma, ud af 2019 med et samlet overskud efter skat på 262 mio. kr.
Det viser et netop offentliggjort regnskab, hvor koncernens samlede indtjening dermed dykker med over 50 pct. sammenlignet med 2018, hvor overskuddet efter skat landede på 540 mio. kr., efter at en række ekstraordinære indtægter fra et ejendomssalg var med til at sende tallet op.
Inkl. de selvstændige brugsforeninger lyder resultatet efter skat på 378 mio. kr. mod 624 mio. kr. året før, mens koncernens samlede omsætning står stille og lander på lidt over 42,7 mia. kr.
Som den eneste butikskæde kommer Irma ud af året med et underskud.
“Jeg var lidt frisk midt på året (i 2019,red.), hvor jeg sagde, at vi forventede, at alle fem kæder historisk ville komme i plus. Irma er et lille my bagefter, og grunden til det er, at vi startede året med at lukke nogle Irma-butikker og har haft relativt store moderniseringsprojekter,” siger Peter Høgsted, der er tilfreds med, at Coop holder toplinjen på et stabilt niveau “i et hårdt marked”.