Julemånederne er hvert år afgørende for danske detailhandleres årsomsætning, men højtiden synes i år at være ganske særlig. Flere virksomheder og forretninger skal have sikret sig likviditet bundet i propfyldte varelagre, og derfor må der nu sælges ud en masse.
“Vi oplever en benhård priskrig på kategorier inden for mode og sæsonvarer. Det viser meget tydeligt, at lagrene rundt om i branchen boomer. Det kan vi også se med de priser, som vi sætter varerne til allerede nu. Det virker som om, nogle firmaer har haft et dårligere salg end forventet og derfor nu er i gang med at få det løst,” siger Peter Fabricius, der er adm. direktør i Magasin.