Danmarks absolut største modetøjskoncern, Bestseller ejet af Anders Holch Povlsen, kom i det tidlige forår, da coronaen pressede likviditeten helt i bund, i modvind med bastante krav om udsættelse og nedsættelse af huslejerne i sine butikker.
butikker er der næsten i kæderne kun med Bestsellers 20 modemærker
Da Anders Holch Povlsen havde skaffet likviditet, blev der betalt, og mange huslejekontrakter er blevet genforhandlet. Men nu pønser han på at bruge sine finansielle muskler til at åbne endnu flere butikker i de lande, hvor Bestsellers detailkæder er til stede med små 3000 butikker.
Og dét, selvom onlinehandlen med modetøj lige nu vinder voldsomt frem på bekostning af salget i fysiske butikker. Der er simpelthen så mange tomme kvadratmeter butikslokaler i shoppingcentre og indkøbsgader, at prisen på at leje er faldet markant.
“Fysiske butikker giver jo en mulighed for at præsentere varerne bedre
Mogens Bjerre, lektor, CBS
“Vi har aldrig fået så mange tilbud om godt placerede butikker på vilkår, som er helt anderledes end tidligere. Vi skal selvfølgelig være påpasselige. Men vi ser i det nuværende marked gode muligheder for at komme ind på attraktive lokationer til priser, der gør, at vi kan lave en god forretning. Det bliver svært ikke at benytte sig af de muligheder,” siger Anders Holch.
Adm. direktør Peter Winther, Colliers i Danmark, bekræfter, at der i ikke bare i Danmark – men faktisk globalt – er rigtig mange tomme butikslokaler, så priserne er pressede.
“Det er startet for længe siden og er en kombination af, dels at der blev udviklet relativt mange detailhandelsejendomme, dels af at e-handlen steg. Og senest er det så forstærket af coronapandemien, som fortsat betyder, at mange i detailhandelen har det svært,” siger han.
Detailhandelseksperten Mogens Bjerre, CBS, siger, at han længe med stigende bekymring har set antallet af tomme butikker stige mange andre steder i ind- og udland.
“Det er en interessant melding, at Bestseller i en tid med boomende e-handel overvejer at ekspandere med flere fysiske butikker. Men fysiske butikker giver jo en mulighed for at præsentere varerne bedre. Mange vil også gerne lige mærke på varen og tjekke pasformen, inden de køber. Og der er jo krydsbesøg mellem salgskanalerne online og offline, så større butiksnet kan givetvis udvide det samlede salg,” mener Mogens Bjerre.
“Der er jo ingen, der har en interesse i at pine livet ud af sine lejere med en leje over markedsniveau
Peter Winther, Colliers
Anders Holch understreger i øvrigt oven på forårets mediestorm, fordi han ikke bare betalte sine huslejer til tiden, at Bestseller har en rigtig god dialog med udlejerne. Og det er hans indtryk, at sådan er det generelt i markedet.
“Det har været med til at redde mange butikker her under pandemien. Men når der er mange tomme butikker, og når vi ser, at 12-14 kæder, som sælger noget af det samme, som vi gør, er på vej til at forsvinde bare i Tyskland, så begynder udlejerne også at være til at snakke med,” siger han.
“Vi lever selvfølgelig op til aftaler, vi har indgået. Men det er også et spørgsmål om retfærdighed. Når kunderne i et center er væk, eller antallet ar faldet drastisk, er det så alene lejers ansvar, eller skal udlejer også bidrage?” spørger Anders Holch retorisk.
Mange kæder – og andre – har under coronaen genforhandlet huslejer. Til Børsen sagde f.eks. Sport 24-kædens direktør, Lars Elsborg, i foråret, at lejekontrakterne skulle tilpasses virkeligheden. Ellers ville han finde nye lokationer til sine butikker.
Colliers’ Peter Winther konstaterer, at i hvert fald danske udlejere generelt er meget konstruktive, når en presset lejer beder om at få sin husleje genforhandlet.
“Ingen har jo interesse i at pine livet ud af sine lejere med en leje over markedsniveau. Det er jo alligevel dér, man ender, hvis en ny lejer evt. skal ind i stedet,” siger han.