Analyse: Farvel til en mand, farvel til en tidsalder

Tilbage i 1990’erne, i kølvandet på kommunismens sammenbrud, erklærede den amerikanske historiker Francis Fukuyama, at menneskeheden var nået til “the end of history”. Med det mente han, at demokrati havde vist sig at være den ideelle, den ultimative måde at organisere styringen af nationalstater på – og at demokrati derfor ville være den styreform, alle samfund uvægerligt ville bevæge sig i retning af og ende med at have. 

Og dér ville den historiske udvikling af styreformer så slutte – der ville ikke være eller komme nogen andre styreformer, når alle lande var blevet demokratier med mindretalsbeskyttelse, lighed for loven og folkevalgte ledere.