ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Züblin stræber mod himlen med tårne i Carlsberg Byen til 1,2 mia

Den tysk-østrigske byggekoncern Züblin har sikret sig endnu en kæmpeopgave i Carlsberg Byen.

Züblin skal bygge et tårn på 80 m med tilhørende karré , erhvervsbygninger og boliger. Det nye projekt knytter sig til et igangværende byggeri, og den totale byggesum er på ikke mindre end 1,2 mia. kr. 

Byggeriet, som har fået navnene Vogelius Tårn, Kjeldahl Hus og Djørup Hus, kommer til at indeholde boliger, erhverv og parkeringskælder.

Projektet er designet og planlagt i tæt samarbejde mellem Carlsberg Byen og et team bestående af Züblin, Schmidt Hammer Lassen Architects, Entasis og Cowi.

Samarbejde fra starten

Samarbejdet er baseret på Carlsberg Byens samarbejdsmodel, der ligesom Züblins partneringmodel teamconcept bygger på tidlig involvering i et todelt kontraktforløb opdelt i planlægning og udførelse.

Per Engsø Larsen, der er teknisk direktør for Byggeri i Züblin A/S, er tilfreds med det konstruktive samarbejde på projektet.

"Alle parter har været med fra start, og vi har i fællesskab optimeret projektet og gjort det bygbart. Det betyder helt enkelt, at vi kan mindske risikoen og sikre, at projektet kan udføres inden for den aftalte tidsramme, i det ønskede design og til den aftalte pris. Hos Züblin oplever vi gang på gang, hvordan tidlig involvering giver fælles engagement og værdi for alle projektparter – og udvidelsen af samarbejdet med Carlsberg Byen med endnu en stor totalentreprise er med til at understrege dette”, udtaler Per Engsø Larsen i en pressemeddelese.

Digitale muligheder

Carlsberg Byen og Züblin har stærkt fokus på de digitale muligheder i byggeopgaven.

”Virtual reality og laserskanning med droner spiller en stigende rolle på vores projekter. Det nye på dette projekt er, at vi nu også baserer vores kalkulationer på 3D-modellerne. Det betyder, at når der foretages ændringer i eksempelvis konstruktionsmodellen, så opdateres vores kalkulationer automatisk," forklarer Per Engsø Larsen

Carlsberg Byens adm. direktør Jens Nyhus:

”Det tidlige engagement i Carlsberg Byens samarbejdsmodel medfører, at vi får et langt bedre slutprodukt, fordi vi minimerer risici undervejs og opnår et styrket samarbejde gennem byggeprocessen. Jeg ser frem til et godt forløb og ikke mindst et godt slutresultat i form af kvalitetsbyggerier i høj klasse."

Züblin er en del af Strabagkoncernen, der har knap 73.000 ansatte og en årsomsætning på cirka 110 mia. kr., hvoraf cirka 1 pct. genereres i Danmark. Koncernen er noteret på Fondsbørsen i Wien.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis