ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dansk høreapparatkoncern stod over for corona, malwareangreb og sammenlægning: “Det kunne have ødelagt selskabet”

WS Audiology, der blev

til i en storstilet fusion, stod over for både corona og et malwareangreb i det seneste regnskabsår

WS Audiologys topchef, Eric Bernard, (th.) og den nye finansdirektør, Søren Westh Lonning. Foto: Jonas Pryner Andersen
WS Audiologys topchef, Eric Bernard, (th.) og den nye finansdirektør, Søren Westh Lonning. Foto: Jonas Pryner Andersen

Coronakrisen trak i foråret tæppet væk under høreapparatindustrien. Når det krydres med et malwareangreb, nye ansigter i topledelsen og to forskellige virksomheder, der skal slås sammen til én, har det uden tvivl skabt udfordringer og ekstraordinær travlhed.

Sådan så det seneste regnskabsår ud for WS Audiology (WSA), der fik titlen som verdens tredjestørste høreapparatproducent, efter at den storstilede fusion af danske Widex og tyske Sivantos blev en realitet i starten af 2019.

Det kunne have ødelagt selskabet, men jeg vil faktisk sige, at det har gjort det stærkere

Eric Bernard, adm. direktør hos WS Audiology

“Kriser som disse forstærker dine styrker og svagheder. Det kunne have ødelagt selskabet, men jeg vil faktisk sige, at det har gjort det stærkere. Folk stod sammen og sørgede for, at vi kom stærkt igennem det,” siger Eric Bernard, adm. direktør hos WSA.

Malwareangrebet ramte i oktober 2019 – den første måned af regnskabsåret. Det gik ud over en afgrænset del af koncernen, og det tabte salg blev hurtigt hentet hjem igen.

“Vi var både hurtige og heldige. Det var en god træningsøvelse i krisehåndtering. Vi vidste det ikke på det tidspunkt, men da covid-19 ramte, var vi måske klar i højere grad end andre,” siger Eric Bernard, der satte sig i direktørstolen bare få måneder forinden.

13

mia. kr. endte omsætningen på hos WS Audiology i 2019/20

Det betyder ikke, at WSA var upåvirket af coronakrisen. I det seneste regnskabsår, der løb fra oktober 2019 til udgangen af september 2020, endte den organiske vækst på minus 11 pct. og omsætningen på 1738 mio. euro, svarende til ca. 13 mia. kr. Flere af regnskabstallene er svære at sammenligne med året forinden på grund af fusionen.

Regnskabsåret startede med vækst, men da pandemien i foråret førte til nedlukninger verden over, ramte den også høreapparatsalget. I WSA's tredje kvartal endte den organiske vækst på ca. minus 43 pct., og kvartalet efter var væksten flad. I første kvartal af det nye finansår er der nu igen “høj encifret vækst”.

For at mindske konsekvenser af coronakrisen satte WSA gang i flere tiltag for at holde omkostningerne i kort snor, ligesom virksomheden fik tilført ny kapital, som den ifølge ledelsen ikke endte med at få brug for. Investeringer i produktudvikling blev fastholdt, og virksomheden lancerede nye produkter i løbet af året.

Indtjeningsmarginen (ebitda-margin) endte på ca. 19 pct. i regnskabsåret, når der justeres for ekstraordinære omkostninger relateret til bl.a. fusionen, synergiarbejdet, et nyt it-system og malwareangrebet. På bundlinjen blev det til et nettounderskud på 243 mio. euro.

Foran med synergiplan

Sideløbende har WS Audiology, der har en ambition om at være ledende i industrien, arbejdet på at integrere og skabe synergier på tværs af Widex og Sivantos, der er lagt sammen, men samtidig har fastholdt deres separate brands.

“Jeg tror, at malwareangrebet og covid-19 har accelereret integrationen på mange måder. Den skrider godt frem, men det er ikke “a walk in the park”. For fejlslagen integration, kultursammenstød og covid-19 kunne have bragt selskabet ned. Integrationen er i det store og hele sket, og nu handler det om at gå fra god til fremragende,” siger Eric Bernard.

Ifølge Søren Westh Lonning, der startede som finansdirektør i november sidste år, accelererede synergierne i 2020. Han vil ikke sætte tal på effekten, men kalder den “betydelig”.

“Vi er ikke færdige endnu, men vi er allerede nået længere end planlagt og har gjort meget betydelige fremskridt. 2021 vil være det år, hvor vi ser den største effekt. Vi vil fortsat se efter områder, hvor vi kan arbejde smartere som virksomhed og blive endnu mere effektive,” siger han.

Høreapparatkoncernen forventer at nå en tocifret organisk vækst i regnskabsåret 2020/21 og en justeret ebitda-margin på mere end 20 pct.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis