ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Det stormombruste selskab Waturu er beskyldt for at misinformere børsmarkedet: Nu indrømmer direktør, at selskabet talte usandt om stor salgsaftale

Waturu, der er beskyldt

for at misinformere markedet, videregav falske informationer om kæmpekontrakt. Bekymrende, mener Dansk Aktionærforening

Toke Reedtz, adm. direktør i Waturu, afviser, at selskabet er garanteret en stor minimumsordre, selvom Waturus forhenværende finansdirektør over for privatinvestorer sagde, at det var tilfældet. Foto: Michael Drost-Hansen
Toke Reedtz, adm. direktør i Waturu, afviser, at selskabet er garanteret en stor minimumsordre, selvom Waturus forhenværende finansdirektør over for privatinvestorer sagde, at det var tilfældet. Foto: Michael Drost-Hansen Michael Drost-Hansen

Stormombruste Waturu er den seneste tid blevet beskyldt for at misinformere børsmarkedet, og nu afslører en Youtube-video, at selskabet over for en flok privatinvestorer talte usandt, da Waturu blev spurgt til, hvor meget de har solgt.

Det skete på en investordag afholdt af Dansk Aktionærforening i slutningen af 2019, hvor Waturu var blandt de virksomheder, som var inviteret til at holde oplæg for de fremmødte privatinvestorer.

Her sagde Waturus nu forhenværende finansdirektør, Michael Nørgaard, at Waturu havde en stor salgsaftale på plads, da han af en tilhører blev spurgt, hvor meget selskabet havde solgt. Det fremgår af en video fra begivenheden.

“Produktet er solgt til Saint-Gobain på den her minimums. Et eller andet sted er vi garanteret en minimumsordre på 25.000 enheder over de næste tre år,” lød det fra Nørgaard.

Men Saint-Gobain oplyser til Børsen, at de aldrig har forpligtet sig til en minimumsordre, og hos Waturu selv erkender deres adm. direktør, at udmeldingen ikke var korrekt.

“Det er ikke korrekt, hvis han (Michael Nørgaard, tidligere finansdirektør i Waturu,red.) siger, at vi er garanteret en minimumsordre på 25.000 enheder over de næste tre år,” siger Toke Reedtz, adm. direktør og medstifter af Waturu.

Forløbet møder derfor kritik fra Dansk Aktionærforening, mens en ekspert i kapitalmarkedet mener, at videoen vil være interessant for Finanstilsynet, der ifølge erhvervsmediet Finans kigger Waturu efter i sømmene for mulig markedsmanipulation.

Saint-Gobain, der har indgået en distributionsaftale med Waturu, vil ikke kommentere udtalelsen fra Waturu.

“Meget bekymrende”

Waturu blev noteret på vækstbørsen First North sidste år, og værdien af selskabet strøg efterfølgende i vejret og var oppe at kysse 1 mia. kr. i slutningen af 2019. Virksomheden har profileret sig på en tankløs og decentral vandvarmer, der ifølge Waturu kan spare store mængder vand og energi.

I 2020 er Waturus aktiekurs imidlertid dykket med over 90 pct. til 42 mio. kr., efter selskabet gentagne gange har udskudt lanceringen af sin tankløse og decentrale vandvarmer. Dertil kommer, at erhvervsmedier som Økonomisk Ugebrev og Finans den seneste tid har afsløret flere kritisable forhold i selskabet.

Således er Waturu blevet mødt med beskyldninger om at tilbageholde informationer og misinformere markedet, og ifølge Finans bliver selskabet nu undersøgt af Finanstilsynet for mistanke om samme.

Finanstilsynet vil over for Børsen ikke kommentere, hvorvidt en undersøgelse af Waturu finder sted.

For mig er det ikke en kæmpe brøler, fordi Michael laver en fejl

Toke Reedtz, adm. direktør og medejer i Waturu

Det møder stor bekymring hos Dansk Aktionærforening, at Waturu talte usandt på investordagen i Aalborg, da det er et officielt arrangement, hvor virksomheder kommunikerer med private investorer.

Derfor forventer foreningen, at de oplysninger, der kommer frem på møderne, er officielle og er nogle, der kan handles ud fra, siger Mikael Bak, direktør for Dansk Aktionærforening.

“Fra Dansk Aktionærforenings side er vi meget bekymret over, at Waturu tilsyneladende gentagende gange har givet urigtige oplysninger i virksomhedsbeskrivelser og i præsentationer og har undladt at kommunikere med investorerne, når der har været lejlighed til det,” siger Mikael Bak.

Finansdirektør afviser

Michael Nørgaard indgav sin egen opsigelse i slutningen af august, hvorefter opsigelsen blev kommunikeret ud i en selskabsmeddelelse. Men i oktober fortalte Waturu i en ny meddelelse, at Michael Nørgaard i stedet var blevet bortvist, hvilket ifølge selskabet skyldtes, at der var fundet uregelmæssigheder i bogføringen. Michael Nørgaard har selv afvist denne udlægning, men vil grundet sin tavshedspligt ikke kommentere forløbet yderligere.

I forhold til sin udtalelse på Dansk Aktionærforenings investordag, hvor han ifølge Toke Reedtz og Saint-Gobain talte usandt, siger Michael Nørgaard:

“Jeg har naturligvis aldrig sagt eller gjort noget, uden at den adm. direktør var kilden eller godkender,” skriver Michael Nørgaard i et mailsvar.

Michael Nørgaard oplyser desuden, at han aldrig har deltaget i Waturus møder med Saint-Gobain. Dette afviser Toke Reedtz, der dog oplyser, at det overvejende er ham selv, der har afholdt møder med Saint-Gobain.

Jeg har naturligvis aldrig sagt eller gjort noget, uden at den adm. direktør var kilden

Michael Nørgaard, tidligere finansdirektør i Waturu
Toke Reedtz sparker tilbage mod Waturus forhenværende finansdirektør og siger, det ikke er sandheden, at han som direktør skulle have godkendt, at Michael Nørgaard sagde, at Saint-Gobain havde forpligtet sig til at aftage en vis mængde vandvarmere.

“Det kommer fra en bortvist medarbejder, som også her har begået en fejl,” lyder det fra Toke Reedtz.

Kan straffes hårdt

Har Waturu videregivet en oplysning, som faktuelt er forkert, vil det give mening for Finanstilsynet at tage et kig på den føromtalte Youtube-video, mener Jesper Lau Hansen, professor ved Københavns Universitet med speciale i kapitalmarkedsret.

“Man må ikke sige noget, der er faktuelt forkert, men man må heller ikke undlade at sige noget, sådan at det, man har sagt, kan misforstås. Man skal simpelthen være forsigtig med at udtale sig om de her ting,” siger Jesper Lau Hansen.

Hvis man som selskab videregiver oplysninger, der er faktuelt forkerte, vil Finanstilsynet typisk sanktionere hændelsen med en påtale eller bødestraf, fortæller professoren uden at ville tage stilling til den konkrete sag.

Hvis et selskab videregiver falske oplysninger vel vidende, at man vildleder markedet, således at investorer tager fejl i kursvurderingen, så kan det i yderste tilfælde udløse op til seks års fængsel for markedsmanipulation, siger Jesper Lau Hansen.

Toke Reedtz oplyser, at han tidligere er blevet gjort bekendt med videoen, hvor finansdirektøren siger, at Waturu er garanteret en minimumsordre. Han mener dog ikke, at Michael Nørgaards udtalelse er en stor fejl fra Waturus side.

“Hvis du kigger på de slides, der står bag ved ham, så står der “expected sales” (forventet salg,red.) på 25.000 enheder, så folk kan i hvert fald læse det,” siger Toke Reedtz med henvisning til den powerpoint-præsentation, som finansdirektøren havde medbragt til Dansk Aktionærforenings investordag.

“Ikke en kæmpe brøler”

17,75

mio. kr. rejste Waturu i forbindelse med sin børsnotering sidste år

Når du har vidst, at jeres finansdirektør har sagt sådan, hvordan kan det så være, at du ikke har gjort noget for at få videoen fjernet?

“Jeg kan ikke huske, om jeg har sendt en mail til dem og spurgt, om de kan fjerne det eller ej. Men for mig er det ikke en kæmpe brøler, fordi Michael laver en fejl. Det står sort på hvidt i virksomhedsbeskrivelsen og på præsentationen bag ved ham. Michael, han gør det jo ikke for at snyde nogen som helst,” siger han.

Skulle Finanstilsynet tage sagen op, mener Jesper Lau Hansen fra Københavns Universitet, at det vil være det samlede billede, tilsynet lægger vægt på. Dermed vil de kigge på, hvad selskabet har afgivet af både mundtlige og skriftlige informationer.

“Men det er klart, at det mundtlige ofte vil veje tungere end det skriftlige,” tilføjer Jesper Lau Hansen

Dansk Aktionærforening oplyser, at Michael Nørgaard efter sin opsigelse har bedt dem om at fjerne videoen fra deres Youtube-kanal.

Den anmodning afviste aktionærforeningen imidlertid med begrundelsen, at Michael Nørgaard ikke længere var en del af Waturu, og anmodningen skulle komme fra selskabet selv.

Mikael Bak fra Dansk Aktionærforening oplyser, at de ikke har modtaget en henvendelse fra Waturu med henblik på at få fjernet videoen.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis