Det er kun seks måneder siden, at Martin Olin blev ny adm. direktør i den omdiskuterede venturefond Nordic Eye, men nu fratræder han sin stilling.
Det skriver Nordic Eye i en pressemeddelelse.
Den tidligere topchef i biotekselskabet Symphogen tog i midten af oktober over som direktør efter Michael Tandrup, der indtil da havde været fungerende direktør i lidt over et år, efter at medstifter Peter Warnøe blev suspenderet og siden mistede direktørposten.
Børsen forsøger at få en kommentar fra Nordic Eye og Martin Olin, men han udtaler i meddelelsen, at han stopper “efter eget ønske.”
“Det har været meget spændende og lærerigt at arbejde for Nordic Eye, men jeg er kommet til en erkendelse af, at mine interesseområder primært er inden for mine tidligere virkeområder i Life Sciences og bioteknologi”, siger Martin Olin i meddelelsen.
Martin Olin blev ellers udpeget som den permanente afløser for Peter Warnøe, som indtil september 2019 var adm. direktør i venturefonden.
Fonden blev bl.a. stiftet af Peter Warnøe og hans tidligere private ven, Lars Tvede, men de to serieinvestorer blev uvenner efter en række kritiske artikler i Børsen om Peter Warnøe, der blev suspenderet som direktør i kølvandet på artiklerne.
Det afviste han selv blankt, men den massive, interne uro betød, at den kendte erhvervsmand mistede sin direktørpost.
Ifølge Nordic Eye betyder Martin Olins fratrædelse, at ledelsesstrukturen bliver ændret, så “den svarer til det, man kender fra sammenlignelige internationale venturekapitalselskaber.”
Det fremgår ikke konkret, hvad fonden mener med det.
“Vi er en mindre virksomhed, hvor der er brug for en smidig organisering af vores arbejdsområder. Derfor vil vi fremover drive Nordic Eye som et partnerskab med en række ligestillede partnere, der hver dækker sine specialer, men sikrer en fælles koordination og beslutningsstruktur,” udtaler den tidligere formand i krakkede Amagerbanken, topadvokaten Niels Erik Nielsen, der er formand for Nordic Eye Management.
Opdateret kl. 12.11.