Det er måske de færreste, der ser en direkte forbindelse mellem vindmøller og 3D-print. Men det gør man hos KK Group.
Selskabet, der er underleverandør til vindindustrien og producerer elektronik og mekanik til kunder som Vestas og Siemens Gamesa, satte for fire år siden første gang strøm til et projekt med industriel 3D-print.
Det har indtil videre kastet en ny produktkategori af sig, som vindleverandøren har videreudviklet i de seneste år. Udgangspunktet er en såkaldt “bionic busbar” – en slags “ledning” til at lede strøm videre i vindmøllen – i 3D-printet aluminium frem for kobber.
Projektet blev initieret, fordi kobber som materiale både er dyrt og tungt, fortæller Jørgen Dahl Vestergaard, direktør for designudvikling hos KK Group. Ifølge ham åbner 3D-print for innovation på et helt nyt plan.
“Hvis man kun arbejder med standardmaterialer, lige plader og lige rør, så kommer ting til at se ud, som de plejer at gøre. Men 3D-print har givet os et innovationsløft, hvor vi egentlig kan designe helt frit, vi kan tænke helt frit. Og det giver bare grobund for nogle helt nye idéer og helt nye løsningsrum,” siger Jørgen Dahl Vestergaard.
Flere produkter på vej
Der er en del hemmelighedskræmmeri forbundet med produktudvikling i vindsektoren. Det fornemmer man tydeligt, da Børsen fanger Jørgen Dahl Vestergaard på en telefonforbindelse fra hovedkontoret i Ikast.
Men én ting skinner igennem: Der er flere 3D-printprojekter på vej. For med flere og flere kunder, der efterspørger de nye løsninger, er 3D-print noget, man ser “stort potentiale” i, forklarer direktøren, uden at sætte konkrete tal på forventningerne.
FAKTA
KK Group
- Er en af de største danske underleverandører af elektronik og mekanik til bl.a. vindindustrien med kunder som Vestas og Siemens Gamesa.
- Har hovedkontor i Ikast og produktion i Danmark, Indien og Polen.
- Blev opkøbt af A.P. Møller Holding i 2019.
- Havde i 2024-regnskabet en omsætning på 7,7 mia. kr., men et underskud på 226 mio. kr., bl.a. på grund af flere store opkøb. Årsregnskabet for 2025 er på trapperne.
Et af de udviklingsprojekter, han løfter lidt af sløret for, har til formål at reducere høje temperaturer, når strømmen skal ledes væk fra vindmøllen.
“Vi ser eksempelvis på, hvordan man kan hjælpe kunder med at undgå varme på kritiske punkter, eller hvordan den kan køles eller helt fjernes,” fortæller Jørgen Dahl Vestergaard uden at ville røbe yderligere.
Selvom produktet er relativt langt i designfasen, er der dog et “men”:
“Vi har produktet og designet klar, men der er nogle forsyningskæder og et marked, der skal modnes, så det er hele fødekæden, der skal være med,” siger Jørgen Dahl Vestergaard og nævner desuden samarbejdet med kunderne som et centralt element for at lykkes.
Flere ser lyset i 3D-print
KK Group er kun én af de virksomheder, der har fået øjnene op for 3D-print. Det er noget, organisationen Dansk AM Hub, der hjælper virksomheder med at komme i gang med 3D-print, mærker.
“Vi ser, at det nu er den brede industri, der har fået fat i teknologien. Både såkaldte samlevirksomheder inden for høreapparatindustrien, vind-, bil-, fly-, våben-, maskin- og procesindustrien, men også produktionsvirksomheder, der f.eks. eksperimenterer med 3D-printede prototyper og nu er klar til at integrere 3D-print i produktionen og produktet,” siger Frank Rosengreen Lorenzen, adm. direktør i Dansk AM Hub.
Ifølge en undersøgelse udarbejdet af Dansk AM Hub og Danmarks Statistik er andelen af danske virksomheder, der anvender 3D-print, da også steget fra 16 pct. i 2018 til 30 pct. i 2025.
I januar sidste år fik organisationen en investering på 30,5 mio. kr. fra Industriens Fond til netop at udbrede teknologien til flere. Med det har man taget hul på både at nå flere virksomheder, bl.a. i forsvarsindustrien, og hjælpe virksomheder med at “lave forretning” på 3D-komponenterne.
Her fungerer ustabile forsyningskæder og geopolitisk uro, ifølge Frank Rosengreen Lorenzen, som katalysatorer.
“Hvis der er én ting, vi har lært af coronanedlukning, Ukraine-krigen og anden uro, så er det, at det med at få produceret noget i Kina og vente på en container, som måske ikke kommer, det skal vi gentænke fuldstændig. Vi skal have kigget på kritiske emner, kritiske komponenter i Danmark, og så skal vi have hjælp af de dygtige virksomheder til at kunne printe på dansk jord,” siger Frank Rosengreen Lorenzen.
Danmark i førerposition
Ambitionerne for 3D-print, både for aktører som KK Group og andre, er derfor også noget, den adm. direktør ser som tårnhøje.
Generelt ser han, at de dele, som er svære at producere, de såkaldte “impossible parts”, er noget, Danmark skal excellere på. Han fremhæver et eksempel med en flymotor, der for nogle år siden bestod af mere end 100 dele, men som i dag kan 3D-printes i 19 dele.
“Det er den slags grønnere og mere konkurrencedygtige produkter, de her impossible printed parts, som vi i Danmark skal beherske. Det skal være os, der opfinder dem,” lyder det fra Frank Rosengreen Lorenzen.
Hos KK Group ønsker man ikke at sætte tal på, hvor stor en del af salget de 3D-printede produkter udgør i dag. Men der er ingen tvivl om, at det er et område med kommercielt potentiale.
“Vi har kun lige kradset i overfladen af de muligheder, der er i 3D-print. Men man skal sætte sig ud over de begrænsninger, man har lært, at der findes i designfasen. For de findes næsten ikke i 3D-print,” lyder det fra Jørgen Dahl Vestergaard.