ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Vi lapper specialøl i os: Carlsberg satser stort på belgisk munkebryg

Specialøl bliver stadig mere populært i den danske befolkning. Og det vil Carlsberg lukrere på. 

For mens salget af traditionelle pilsnerøl har været stagnerende både herhjemme og i resten af Vesteuropa, er efterspørgslen på mere alternative humler for opadgående. Alene sidste år omsatte Carlsbergs premium brand, Jacobsen, der er det mest solgte specialølmærke i Danmark, for 48,2 mio. kr.

Nu løfter bryggeriklenodiet fra Valby imidlertid sløret for det, der kan blive deres næste store guldkalv. I forbindelse med overtagelsen af bryggeriet Scottish & Newcastle overtog man rettighederne til det belgiske mærke Grimbergen, hvis popularitet er skudt i vejret.  

Stor vækst 

Alene fra 2014 til 2015 vækstede salget af denne med 400 pct., hvilket placerer den på en syvendeplads over de ti bedst sælgende specialøl. 

"Vi ser, at både cafeerne og restauranterne har taget rigtig godt imod Grimbergen. Vi ser også, at salget stiger forud for weekenden i off trade, hvor folk skal hjem og hygge sig, og en specialøl skal kunne begge dele, hvis du vil skabe Danmarks største udenlandske specialøl," siger Jonas Thagaard Bjarkow, marketing manager for Grimbergen, i en skriftlig kommentar og fortsætter:

"Men hvis du skal op på vækstrater på 400 pct., kan du stadig ikke undvære markedsføring, og når det gælder Grimbergen, hører det med til historien, at en massiv markedsføring har skabt kendskab via tv, biograf og digitale medier, hvor vores forbrugere især gerne vil engagere sig med Grimbergen på Facebook."

Satser på fadøl 

Efter et årti med en flad udvikling i indtjeningen fyrede Carlsberg sidste år sin mangeårige direktør, Jørgen Buhl Rasmussen, og erstattede ham med hollænderen Cees 't Hart. Tidligere i år løftede han sløret for en tostrenget strategiplan - Sail '22 og Funding The Journey - der skal få bryggeriet tilbage på rette spor. 

Som en del af kuren har Carlsberg skåret organisationen ned og forsimplet dets produktportefølje ved at tage mærker ud, der ikke tjener penge. Og så vil man fremover satse massivt på specialøl som en vækstmotor. Og her spiller Grimbergen en vigtig rolle. 

"Det kræver også bred distribution hos gode loyale kunder, der er med til at bygge mærket op, især i on trade, hvor vi ser den gode serveringsoplevelse med Grimbergens ikoniske glas."

"Og vi kommer til at skrue endnu mere op for markedsføringen af vores specialølmærker som Grimbergen, fordi de er rigtig gode til at sætte fadøl i scene ude i on trade. Målet er, at fadøl skal fylde 20 pct. af ølmarkedet i 2020, og midlet er bl.a. øl som Grimbergen," lyder det fra Jonas Thagaard Bjarkow. 




Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis