ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Wendy og Flemming Madsen lukker danske minkfarme ned, men starter nyt kapitel med produktion af minkskind i Grækenland

Wendy og Flemming

Madsen venter på dansk millionerstatning og lejer sig ind på græsk farm, de har solgt avlsdyr til

Wendy og Flemming Madsen arbejder med de skind, som de i år har produceret på Naabjerg Mink i Vestjylland. Foto: Astrid Dalum
Wendy og Flemming Madsen arbejder med de skind, som de i år har produceret på Naabjerg Mink i Vestjylland. Foto: Astrid Dalum

Wendy og Flemming Madsen har i over 20 år tjent penge på at avle mink i Vestjylland. I kølvandet på regeringens aflivning af den danske pelsdyrbranche er ægteparret sammen med deres medarbejdere ved at rengøre og lukke deres to farme ved Varde.

Men samtidig er de ved at forberede opbygningen af en minkproduktion i det nordlige Grækenland. Wendy og Flemming Madsen, 43 og 44 år, kender i Grækenland en minkfarmer, som har egen systue, hvor de et par år har fået syet pelsjakker og -accessories, som de har markedsført under deres eget mærke, Naabjerg Mink eller Naabjerg Danish Fur.

“Vi solgte ham i 2019 et par tusinde af vores avlsdyr og har fået lov at købe nogle af dem tilbage. Vi lejer en del af hans farm og noget arbejdskraft, og så regner vi med dér at komme op på at lave omkring 10.000 skind årligt. Vi kan så fortsætte med at lave vores egne mærkevarer, og det er også på tale, at vi skal levere avlsdyr til vores græske partner,” fortæller Flemming Madsen.

“Man kan godt købe sin egen farm i området, men vi har ikke lyst til at stå helt alene et nyt sted. Og man skal jo også lige passe på, at man ikke kommer til at gøre noget tåbeligt og overilet i en situation, hvor man er indebrændt over udviklingen i Danmark,” siger Flemming Madsen.

Men ægteparret realiserer altså tanker, som andre danske avlere har haft siden regeringens chokmelding om, at alle danske mink skal væk.

Tilsyneladende er det dog de færreste, som gør tanke til handling, og formanden for de europæiske minkbranchers fælles organisation, danske John Papsø, vil heller ikke anbefale det. Det er for usikkert, og de politiske vinde blæser, i hvert fald i EU, mod minkproduktion, mener han.

Flytter måske

Flemming Madsen tager, når der forhåbentlig snart er faldet mere ro på, til Grækenland for at aftale detaljerne i deres samarbejde. Foreløbig er det tanken, at Fleming Madsen selv vil være på farmen i travle perioder med parring, hvalpefødsler og pelsning, og så kan hele familien med tre børn i alderen syv til 12 år om sommeren tage en god lang periode med ferie og arbejde.

“Vi har allerede talt med børnene om måske at flytte derned permanent. Vi ville helt sikkert allerhelst fortsætte med at lave mink herhjemme, men nu er den dør altså desværre lukket. Måske det skal være anledningen til, at hele familien i nogle år skal prøve noget andet,” siger han.

Deres nye produktionssted ligger i den region, hvor de fleste græske pelsdyrfarme ligger, så der er en fodercentral og adgang til konsulenthjælp. Men det bliver ikke som at producere i Danmark.

“Vi er spændte på, hvordan det kommer til at gå, men vi kommer til at starte på et helt andet niveau. Minkene dernede får egentlig godt med hvalpe, men kvaliteten af deres skind er ikke som i Danmark. Forhåbentlig kan vi få løftet kvaliteten,” siger Flemming Madsen.

Ingen smitte

Det vestjyske par havde ikke smitte på deres farme og nåede at pelse som normalt på de to farme ved Debel og Nørre Nebel og har nu omkring 30.000 skind – inklusive dem fra alle de avlsdyr, som Mette Frederiksen sagde skulle aflives. Den ene farm kom dog efter pelsningen i smittezone, fordi en nabofarm blev smittet.

En erstatning for de to farme er nok svær at beregne, men Flemming Madsen oplyser, at der de seneste tre år er investeret i nye haller til en pris på 1000 kr. pr. burrum – og med 20.000 bure, er der jo så dér umiddelbart tale om 20 mio. kr.

I pelseriet er der investeret små 5 mio. kr., så det i dag står topmoderne – men uden dyr til 0 kr. i værdi.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis