ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Vestas hamrer omsætningen i vejret efter drøntravlt kvartal

Topchef i Vestas kan se tilbage på et år med hektisk aktivitet. Arkivfoto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Topchef i Vestas kan se tilbage på et år med hektisk aktivitet. Arkivfoto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Vestas står midt i en periode, der af analytikere er beskrevet som den nok travleste i selskabets historie med en hektisk høj aktivitet i både produktion, afskibning af vinger og overleveringer til kunder.

Det ses tydeligt i selskabets dugfriske regnskab for tredje kvartal, der viser et massivt omsætningshop og ender med at omsætte for 4,77 mia. euro i tredje kvartal. Dermed blæser Vestas analytikernes estimat omkuld, der havde forventet en omsætning på omkring 4,1 mia. euro. Til sammenligning omsatte koncernen for 3,6 mia. euro i samme kvartal i det forgangne år.

På indtjeningssiden slår Vestas ligeledes estimatet med 412 mio. euro (ebit før særlige poster) mod det forventet 373 mio. euro.

I kvartalet nåede Vestas den største mængde af leveringer nogensinde i et enkelt kvartal, og det glæder topchefen.

“Vestas opnåede sit højeste antal overleveringer i et enkelt kvartal og øgede omsætningen med 31 pct. i forhold til året før til EUR 4,8 mia., til trods for COVID-19s fortsatte globale påvirkning i tredje kvartal. Vores momentum henimod årets afslutning forsatte og medvirkede til en ebit-margin før særlige poster på 8,6 pct.," udtaler koncernchef Henrik Andersen i en kommentar til regnskabet.

Netop ebit-marginen før særlige poster var dog ikke helt som håbet, da den faldt til 8,6 pct. i kvartalet fra 11,8 pct. i samme periode sidste år, mens analytikerne havde estimeret at den skulle lande på 9,1 pct.

På bundlinjen bød kvartalet på et overskud på 290 mio. euro efter skat, hvor analytikerne havde regnet med et overskud på 271 mio. euro.

En af de få mislyde i den danske vindkoncerns kvartal er ordreindgangen, der skuffede en anelse i forhold til estimatet. Vesta hentede ordre på 4232 megawatt med en samlet værdi på 3,1 mia. euro. Analytikerne forventede en værdi af ordreindgangen på 3,4 mio. euro.

Travlt kvartal

Der var tale om et særligt travlt kvartal for den danske vindmøllekæmpe, der leverede markant flere møller til kunderne end ventet, og det viser sig i omsætningen og indtjeningen inden for Power Solutions. Omsætningen i divisionen steg som følge af de øgede leverancer til 4,2 mia. euro fra 3,2 mia. euro i samme periode sidste år, mens analytikerne havde ventet 3,6 mia. euro.

I løbet af årets første ni måneder har Vestas leveret møller med en samlet kapacitet på 12.239 megawatt mod 7820 megawatt i samme periode sidste år.

Salgsboomet i tredje kvartal kommer i kølvandet på et første halvår, der var præget af et sandt morads af benspænd og udfordringer i form af et stigende prispres, handelskrig med tariffer på selskabets afgørende råvarer, en milliardregning for udbedring af fejl på eksisterende møller og ikke mindst en pandemi, der årets første seks måneder fik vidtgående konsekvenser for forsyningskæderne.

31

pct. steg omsætningen sammenlignet med tredje kvartal 2019

Vestas har en langsigtet målsætning om at realisere en overskudsgrad på minimum 10 pct. Målsætningen blev indført af den tidligere Vestas-topchef Anders Runevad, der sidste år overlod chefstolen til Henrik Andersen, som altså har valgt at holde fast i målet.

Vestas fastholder forventninger til 2020 og venter dermed fortsat en omsætning på 14-15 mia. euro og en ebit-margin før særlige poster på 5-7 pct.

Trods en opblusning af coronavirussen er koncernchefen fortrøstningsfuld.

“Usikkerheden omkring COVID-19 vil fortsætte resten af året, men vores fortsatte lederskab inden for landvindmølleenergi og opkøbet af MHI Vestas Offshore Wind understreger vores fremdrift mod at være den globale leder inden for vedvarende energiløsninger,” siger Henrik Andersen.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis