ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Valuta-fidus på 200 mio gemt i ølregnskab

Carlsberg straffes for sine svage tro på 2013. Men bryggeriledelsen kopierer sidste år, hvor finansdirektør Jørn P. Jensen også gemte en trecifret millionbuffer i regnskabet. Det er ny praksis i Carlsberg, lyder vurderingen.

Carlsberg-aktien bliver her til middag sendt ned med over 7 pct. for kun at sætte kurs mod 10 mia. kr. i driftsindtjening i 2013.

Analytikerne havde ventet mindst en halv mia. kr. mere, men bryggeriets officielle sortsyn for den russiske rubels udvikling i regnskabsåret peger på, at finansdirektøren kan indløse en valutacheck af de helt store, når der bliver brug for det.

Carlsbergs finansielle forventninger til 2013 bygger på en rubelkurs på 42 rubler for en euro, hvilket er små 5 pct. under dagens rubelkurs. Det svarer til i omegnen af 200 mio. kr. i ekstra driftsindtjening.

Går modsat valutapriserne


På formiddagens telekonference for analytikere henviste Carlsberg-ledelsen til, at deres rubel-estimat lægger sig op af markedsforventningerne, der indikerer, at rublen skal devaluere. Men spotraterne peger anderledes.

"Men med en stigende oliepris og økonomi i bedring er en devaluering bestemt til diskussion og peger anderledes end spotpriserne," vurderer Ricky Steen Rasmussen, senioraktieanalytiker i Nykredit, over for Børsen.

Ved lanceringen af forventningerne til 2012 for et år siden foretog Carlsberg samme manøvre med indregning af en massiv devaluering, som eksperterne ikke kunne finde belæg for. Et halvt år senere rettede Carlsberg ind ved at skifte fra et estimeret rubelfald til 43,30 rubler pr. euro til 40,50 rubler.

Dermed kunne finansdirektør Jørn P. Jensen bogføre op mod en kvartal milliard i sit driftsregnskab, som dog aldrig materialiserede sig i ekstraindtjening, da valutagevinsten druknede i halvårsregnskabets dårlige vejr og voksende reklameudgifter.

New normal i Valby


At Carlsberg kopierer sidste års valutatrick er ikke tilfældigt, mener Ricky Rasmussen.

"Vi skal vænne os til, at det er sådan, Carlsberg gør det. Vi kommer formentlig til at se samme udmelding fra Carlsberg, når de skal sætte nye forventninger om et år," siger senioranalytikeren.

Havde Carlsberg indregnet en stærkere forventning end markedet, ville ledelsen også have et forklaringsproblem, mener Ricky Rasmussen.

Han venter lige som flere andre finanshuse, at Carlsbergs indregnede værditab over for euroen gemmer på en hjælpende hånd senere på regnskabsåret, da en stærkere rubel skæpper godt i bryggeriets store russiske indtjening.

Laver egne beregninger


Carlsberg spiller også med åbne kort over for analytikerne. Med oplysningen, om at en ændring på plus/minus 1 i rubelkursen over for euroen rykker 100 mio. kr. på selskabets driftsindtjening, gør det op til den enkelte analytiker at sætte sit estimat.

"Det er følsomhed, vi også ser hos A.P. Møller-Mærsk, når de oplyser, hvad ændringer i fragtraterne betyder for bundlinjen. Det er meget reelt," mener Ricky Rasmussen.

Rublen ligger i dag lige over 40 rubler pr. euro og var senest over kurs 43 i 2011. Siden efteråret 2012 har rublen holdt sig nogenlunde i ro med stabile udsving i nærheden af kurs 40.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis