ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Vækstkomet vinder tredje patentsag på tre år i USA: “Det er langt fra slut endnu”

Efter tre år medjuridiske

kampe mod amerikansk dentalkæmpe kan 3Shape notere sig den tredje sejr. Men flere retssager venter

Før Jakob Just-Bomholt satte sig i direktørstolen hos 3Shape, var han adm. direktør hos Falck Emergency fra 2017 til 2020. 
            Foto: Andreas Vinther
Før Jakob Just-Bomholt satte sig i direktørstolen hos 3Shape, var han adm. direktør hos Falck Emergency fra 2017 til 2020. Foto: Andreas Vinther

Det fremadstormende 3Shape, der de seneste par regnskabsår har været hårdt ramt af juridiske slagsmål, kan endnu engang træde ud af bokseringen som sejrherre.

Når vi vinder tre sager i rap, cementerer det vores position i det amerikanske marked, så det er da en vigtig sejr

Jakob Just-Bomholt, adm. direktør hos 3Shape

Selskabet, der producerer digitale 3D-mundscannere til tandklinikker, vandt tirsdag deres tredje patentsag på tre år i USA.

“Det er da klart, at det sender et tydeligt signal til markedet. Når vi vinder tre sager i rap, cementerer det vores position i det amerikanske marked, så det er da en vigtig sejr,” siger Jakob Just-Bomholt, adm. direktør hos 3Shape, og påpeger, at et nederlag potentielt ville have resulteret i et importforbud for 3Shapes produkter i USA.

Patentsagen var anlagt af 3Shapes amerikanske konkurrent Align Technology, der havde indbragt sagen for US International Trade Commission (ITC). ITC har altså konkluderet, at den danske virksomhed med adresse ved Holmens Kanal i København ikke har overtrådt nogen gyldige Align-patenter.

Men selvom 3Shape har scoret hattrick mod den amerikanske dentalkæmpe, så har det sidste fløjt ikke lydt endnu.

“Det er langt fra slut endnu, vi har fortsat ni sager kørende mod hinanden,” siger Jakob Just-Bomholt, der forventer, at de kommende sager vil løbe “over en årrække”.

Align har beskyldt 3Shape for at have brudt med 35 patenter. Tidligere har tandlæger kunnet bestille Aligns bøjler, efter at de har scannet patienternes mund ved hjælp af 3Shapes udstyr, men det har det amerikanske selskab blokeret for i USA, så det danske udstyr er mindre attraktivt.

Hårdt for bundlinjen

Efter de to stiftere Tais Clausen og Nikolaj Deichmann i 2000 satte 3Shape i søen, kunne makkerparret se resultatet af den primære drift brage i vejret til 593 mio. kr. i 2017, hvor børskæmpen Align satte tænderne i 3 Shape og indledte et juridisk opgør.

310

mio. kr. har 3Shape brugt på særlige poster i 2018 og 2019, som primært er gået til “særlige legale omkostninger”

Siden er driftsresultatet styrtdykket. Først til 271 mio. kr. i 2018 og længere ned til 143 mio. kr. i 2019.

I august fortalte Jakob Just-Bomholt til Børsen, at indtjeningsdykket i det seneste regnskabsår hang sammen med udgifter til et juridisk søgsmål med en tidligere samarbejdspartner.

Han ønsker ikke at oplyse, hvad de samlede omkostninger i forbindelse med sagerne indtil videre løber op i, men de omfattende udgifter får ikke direktøren til at trække sig fra kampen.

“Selvfølgelig synes vi, det er en alvorlig og ubehagelig situation, men når det amerikanske marked udgør 35 til 40 pct. af det globale scannermarked, så har vi også intentioner om at køre sagerne til ende, og vi føler, at vi har ret,” siger Jakob Just-Bomholt.

Tilbage på vækstsporet

Selvom toplinjen har fortsat sin vækst, efter retssagerne startede i 2017, har det ikke været med samme fart som tidligere. Det væksttempo venter topchefen dog vender tilbage allerede i indeværende år.

“I september og oktober har vi haft nogle af vores bedste ordremåneder nogensinde. Under coronakrisen oplever vi, at tandlægerne øger fokus på digitalisering og hygiejne, så vi er meget optimistiske i forhold til næste år,” siger Jakob Just-Bomholt, der også ser et “markant bedre” årsresultat end sidste år, og næste år skulle også blive bedre trods fortsatte omkostninger til retssager:

“Det er bekosteligt at køre sager ved det amerikanske system, men vi har evnerne, viljen og midlerne til det.”

Af årsrapporten fra 2018 fremgår det, at udgifter til særlige poster udgjorde mere end 154 mio. kr., og i 2019 udgjorde den post over 156 mio. kr.

Om de to beløb skrev ledelsen i regnskaberne, at det i særdeleshed var gået til “særlige legale omkostninger til brug for verserende retssager.”

Ved udgangen af 2019 havde 3Shape likvide beholdninger for knap 450 mio. kr.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis