ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Uventet fald i indtægter fra Novo Nordisk trykker NNIT

(Opdateret version) NNIT offentliggjorde tirsdag efter børslukketid regnskab for første kvartal af 2018, og meldingen fra IT-virksomheden indeholdt en nedjustering af selskabets vækstforventninger til nu en stigning i omsætningen i faste valutaer på 3 til 6 pct. i forhold til 2017 mod tidligere en stigning på 4 til 7 pct.

Selskabet, der dog fastholder sit mål for driftsmarginen på 10,0 til 10,5 pct., forklarer de lavere vækstforventninger med, at NNIT's tidligere ejer, Novo Nordisk i første kvartal har købt mindre end ventet. Og at storkundens andel af ordrebogen for resten af 2018 også ser mindre ud, end man havde regnet med.

- Vi har fortsat en solid vækst hos vores øvrige kunder, især inden for life science og de store industrikunder. Det er vi rigtigt godt tilfredse med. Men vi har også set et fald i omsætning fra Novo Nordisk, som var større end forventet. Der er to forhold, som gør sig gældende omkring Novo Nordisk. For det første var Novo særligt aktiv i første kvartal sidste åg, hvor man blandt andet købte en del hardware, men for det andet skyldes nedgangen også en fortsat tilbageholdenhed hos Novo Nordisk med dets indkøb. Vi havde forventet et fald, men det er blevet større, end vi havde regnet med, forklarer finansdirektør Carsten Krogsgaard i NNIT til Ritzau Finans.

Omsætningen hos NNIT faldt i første kvartal fra 707 mio. kr. til 699 mio. kr., men underliggende dalede Novo Nordisks omsætning hos selskabet med 20,2 pct. til 256,1 mio. kr., mens de øvrige kunder i forretningen lagde 12 pct. mere end året før.

Carsten Krogsgaard hæfter sig på den baggrund ved, at NNIT's afhængighed af det oprindelige ophav er stødt faldende. Da NNIT i sin tid gik på fondsbørsen udgjorde Novo Nordisk 50 pct. af omsætningen. Det faldt til 45 pct. i 2017 og er nu nede på 37 pct. i første kvartal af 2018. Finansdirektøren vil dog ikke ud med, hvad et naturligt leje for Novo Nordisks andel vil være i fremtiden.

- Novo Nordisk er en stor og vigtig kunde for os, og det vil man vedblive med at være.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis