En stor og længe ventet havvindsejr i USA var en af de helt store nyheder, Ørsted kunne glæde sig over i løbet af det andet kvartal, som den danske energikæmpe offentliggør sit regnskab for torsdag.
Havvindsejren, der var den første i næsten to år, slår dog ikke igennem på regnskabstallene før flere år ude i fremtiden, og i torsdagens regnskab vil indtjeningen være i fokus. Ifølge Per Fogh, aktieanalytiker hos Sydbank, står den til at blive løftet markant efter Ørsteds milliardfrasalg af halvdelen af den hollandske havvindpark Borssele 1&2.
“Det booster indtjeningen, der vil lande noget højere end i samme periode sidste år, hvor der ikke var indtægter fra frasalg. Så vi vil se en væsentlig indtjeningsvækst, men det vil primært være drevet af frasalgseffekter,” siger han.
Omvendt kan den underliggende indtjening i havvindforretningen være tynget af svagere vindforhold i løbet af kvartalet. Det er også noget, som flere af Ørsteds konkurrenter såsom tyske RWE og svenske Vattenfall har fortalt om.
I første kvartal leverede Ørsted en indtjeningsskuffelse pga. problemer med de kabler, der skal føre strømmen ind til land fra en række af energiudviklerens europæiske havvindmølleparker. Det førte til en hensættelse på 800 mio. kr. i årets første tre måneder, og ifølge økonomidirektør Marianne Wiinholt kan problemerne give en samlet regning på ca. 3 mia. kr. fra 2021 til 2023.
Derfor kan det også være ét af de punkter, der bliver holdt øje med i torsdagens regnskab fra Ørsted, der har indtaget en bundplacering i C25-indekset i år, hvor flere grønne aktier har haft det svært efter sidste års store kursgevinster.
Kommentarer fra topchef Mads Nipper, der satte sig i direktørstolen ved årsskiftet, om både den stadigt mere intense konkurrence fra oliegiganter, kapitalforvaltere og energiudviklere på havvindmarkedet, vigtige havvindudbud globalt og udsigten til flere delvise vindparkfrasalg vil også tiltrække sig stor opmærksomhed på telekonferencen torsdag formiddag.
Ørsted forventer lige nu et driftsresultat (ebitda) i 2021 på 15-16 mia. kr. før nye partnerskabsaftaler. Dvs. også uden det delvise frasalg i Holland.