Ugen der kommer: Novo Nordisk fremtidige vækst sættes i fokus når årsregnskabet lander

395278_16_9_large_412.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
02. feb 2020 KL. 8:00
Diabetesgiganten ventes at leve op til egen prognose for 2019, drevet af vækst i salget af GLP1-diabetesmidler. Fokus er på prognosen for 2020 samt markedsadgangen for den nye diabetespille Rybelsus

Prispresset på insulin fortsætter. Det er der enighed om i aktiemarkedet, så når Novo Nordisk kommer med regnskab onsdag vil fokus i vid udstrækning være på den vækst, topchef Lars Fruergaard Jørgensen vil stille investorerne i udsigt for 2020, ligesom aktiemarkedet er ivrigt efter at høre mere om indtrængningen på markedet for den nye diabetespille Rybelsus.

Aktieanalytikerne estimerer, at Novo Nordisk i 2020 vil øge omsætningen med godt 6 pct. og lige under 6 pct. for driftsoverskuddet. Spørgsmålet er dog, hvor aggressivt Novo Nordisk selv vil spille ud her i begyndelsen af året.

“Vi mener, at Novo Nordisk kan strække sig til en prognose for omsætningsvæksten på 4-6 pct. i lokale valutaer, og vækst i driftsoverskuddet på 2-6 pct., selv om selskabet kan vælge at forblive konservative på dette tidspunkt af året,” skriver Richard Vosser, medicinalanalytiker i amerikanske J.P. Morgan i en kommentar.

Hævede kursmål

I gennemsnit regner analytikerne med, at Novo Nordisk i 2019 omsatte for 129 mia. kr. (+9 pct.) og fik et overskud af driften på 55,2 mia. kr. (+11 pct.) og dermed igen er at finde i vækstsporet.​

Efter kapitalmarkedsdagen i november 2019, hvor koncernledelsen sløjfede de langsigtede vækstmål og i stedet præsenterede en række ambitioner, som Novo Nordisk vil nå over den kommende periode, har analytikerne stået i kø med forhøjede kursmål, senest investeringsbanken ABG Sundal Collier, der har sat et kursmål på 454 mod tidligere 360 og samtidig hævet anbefalingen fra hold til køb.

“Når man kombinerer vækstudsigten for diabetesmarkedet med Novo Nordisks nuværende momentum og den igangværende transformation af selskabet, så mener vi, at Novo Nordisk står stærkere end det har gjort i årevis, måske nogensinde,” siger Jannick Lindegaard Denholt, medicinalanalytiker i ABG Sundal Collier.​

Hos Nordea er analytiker Michael Novod også positiv, og ser vigtig vækst fra porteføljen af GLP1-lægemidler, og mener, at aktiemarkedet undervurderer Novo Nordisks potentiale i fedme med molekylet semaglutid, hvor der ventes nye forsøgsresultater i første kvartal.