ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Ugen der kommer: Ambus aktiekurs rider på anden bølge af coronakrisen

Ambus aktiekurs dykkede efter det seneste kvartalsregnskab, men har genvundet styrke efter coronasmitten er blusset op igen. Spørgsmålet er om der er overraskelser i vente ved helårsregnskabet onsdag

Ambus topchef Juan José Gonzalez kan se frem til stigende efterspørgsel efter selskabets produkter. Arkivfoto: Sophie Voisin
Ambus topchef Juan José Gonzalez kan se frem til stigende efterspørgsel efter selskabets produkter. Arkivfoto: Sophie Voisin

Topchef Juan José Gonzalez er ved at opbygge medikokoncernen Ambus kommercielle infrastruktur, så salgsstyrkerne er klar, når selskabet portefølje af endoskoper til kikkertundersøgelser er klar til markedsføring i forskellige områder, og det kræver og investeringer, der presser lønsomheden.

Det betyder, at driftsmarginen for hele finansåret 2020 vil falde til 12, 3 pct. fra 17 pct. ifølge de estimater, Ambu selv har indsamlet fra 12 analytikere.

Omsætningen ventes at nå 3579 mio. kr., og overskuddet af driften lande på 441 mio. kr. For fjerde kvartal isoleret ventes salget at blive 882 mio. kr. og driftsoverskuddet 41 mio. kr. Milepælen på salg af 1 mio. endoskoper blev nået for en måned siden, og analytikerne estimerer, at det samlede salg for året når 1.108.000 endoskoper, primært bronkoskoper til undersøgelser af luftvejene.

Netop bronkoskopet har været flittigt brugt af lægerne under covid-19 krisen, og aktiekursen i Ambu, der faldt 27 pct. oven på regnskabet for tredje kvartal, har siden genvundet nogenlunde det samme i procent, baseret på en forventning om øget efterspørgsel efter Ambu-produkter efter en opblussen af coronasmitten i Europa. Investeringsbanken J.P. Morgan mener dog, at man skal bevare roen.

Vi venter ikke, at anden bølge vil resultere i den samme indkøbsopførsel som blev set tidligere i år

David Adlington, analytiker i J.P. Morgan

“Vi venter ikke, at anden bølge vil resultere i den samme indkøbsopførsel som blev set tidligere i år,” skriver David Adlington, analytiker i J.P. Morgan i et notat.

Han mener, at de væsentlige investeringer, som Ambu foretager i salg også vil presse lønsomheden i det kommende finansår, og derfor vil driftsmarginen være nogenlunde den samme, også fordi, der kan være forsinkelser i lanceringen i nye produkter, som gør tyngden af salgsstyrken sværere.

Gennemsnittet af analytikere venter nu, at driftsmarginen lander omkring 12,5 pct. for finansåret, der slutter med udgangen af september 2021. Ledelsen i Ambu ventes at spille forsigtigt ud med forventningerne til året, på grund af covid-19 krisen samt forsinkede lancering af duedenoskopet.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis