Dansk økonomi skal sættes hurtigt og hårdt i gang med en vækstpakke, der godt må lyde på 100 mia. kr. eller mere. Alle værktøjer fra den finanspolitiske værktøjskasse skal hives frem, så både offentlige investeringer, offentligt forbrug og midlertidige skattelettelser indgår i pakken, og den skal ud over rampen i løbet af få måneder.
ud af 24 økonomer mener, at der er behov for offentlige investeringer, skattelettelser og andet for et trecifret milliardbeløb
Det er stikordene fra en ny undersøgelse, som Børsen har foretaget blandt 28 topøkonomer i Danmark, der blandt andre tæller cheføkonomer i større banker, organisationer, professorer i økonomi og tidligere vismænd.
27 af de 28 økonomer peger på behovet for en ny finanspolitisk lempelse, der stimulerer væksten i dansk økonomi midt i coronakrisen.
Blandt økonomerne anbefaler fem, at man allerede nu skal lempe finanspolitikken. 11 peger på sommeren som det bedste affyringstidspunkt, mens syv peger på efteråret. Ingen af økonomerne peger på et senere tidspunkt, og dermed er det for sent at vente til finansloven 2021.
I panelet er der bred enighed om en omfattende pakke. Ti af 24 økonomer, der har svaret på spørgsmålet, vurderer, at stimulansen skal op på 5 pct. af bnp eller derover. Dermed mener knap halvdelen af topøkonomerne, at der skal stimuleres for et trecifret milliardbeløb.
Carlsbergs topchef, Cees ‘t Hart, fortalte mandag til Børsen, at landets største bryggeri rykker rundt på ansvarsfordelingen i selskabet. Resultatet er en mere autonom ledelsesstruktur, som skal få et samlet Carlsberg gennem krisen. Nu er det virksomhedens 32 landechefer, der hver især står i spidsen for deres eget marked.
“Denne krise kræver rigtig meget lokalt lederskab,” fortalte topchefen dengang til Børsen.
Virussen har ramt Carlsbergs markeder vidt forskelligt, hvilket kræver forskellige tilgange.
“Normalt er et selskab organiseret som en pyramide, hvor direktionen sidder øverst. Nu har vi i et eller andet omfang vendt pyramiden om.”
Tirsdag fik vi også et blik ind i cockpittet hos en række af landets største selskaber. Flere virksomheder frygter at løbe tør for kontanter under krisen og arbejder på højtryk for at sikre sig likviditet ved at åbne nye, store kreditter i bankerne.
“Denne krise kræver rigtig meget lokalt lederskab
Cees ‘t Hart, adm. direktør i Carlsberg
“Hvis nogle af kunderne ikke kan betale deres regninger, så er det rart at have en buffer, så vi hele tiden kan træffe de rigtige beslutninger,” sagde Jens H. Lund, finansdirektør i DVS Panalpina.
Normalt har transportgiganten en trækningsret hos sine bankforbindelser på 400-500 mio. euro. Den er nu fordoblet, så DSV Panalpina har muligheden for at trække 1 mia. euro, svarende til 7,5 mia. kr., hvis der skulle blive brug for det.
Bankerne har de seneste måneder oplevet et stormløb fra virksomheder, der vil øge eksisterende kreditfaciliteter og tegne nye kassekreditter.
I Nordeas afdeling Corporates & Institutions, der har de 350 største virksomheder i Danmark som kunder, har man indtil videre givet tilsagn om kreditfaciliteter for omkring 29 mia. kr. Dertil kommer tilsagn for mere end 8 mia. kr., som er ved at blive afsluttet, oplyste banken til Børsen.
Første kvartal gik noget bedre end ventet af aktiemarkedet for Novo Nordisk. Omsætningen steg 16 pct. til 33,875 mia. kr., mens overskuddet af driften blev løftet 14 pct. til 16,3 mia. kr. Medicinalfirmaet fastholder forventningerne for hele 2020, da effekten fra coronakrisen kan holdes inden for det nuværende prognoseinterval, mener selskabet.
“Vores resultat i første kvartal er påvirket af lageropbygning forårsaget af covid-19, men vi er tilfredse med den underliggende udvikling i salget og med fremgang i vores pipeline i form af godkendelse af Rybelsus i EU og de opmuntrende fase 2-data for semaglutid inden for nash,” siger Lars Fruergaard Jørgensen, adm. direktør i Novo Nordisk, i en forberedt udtalelse.
Novo Nordisk nåede sit primære mål med undersøgelsen af stoffet semaglutid i fedtleversygdommen nash (non-alcoholic steatohepatitis) og overvejer nu, hvordan selskabet skal komme videre i den afgørende fase med udviklingen af lægemidlet til denne sygdom, der ventes at blive et multimilliardmarked målt i amerikanske dollar.