Taxi-lignende kørselstjenester som Uber øjner ny vækst i Frankrigs hovedstad, Paris, efter at bystyret har besluttet at forbyde biler med mere end 20 år på bagen at køre i byen.
Med indførelsen af forbudet mod de ældre og gennemgående mere forurenende biler vil ejere af de ældre biler være tvunget til at se sig om efter alternativer til deres hidtidige transportform, hvad enten det er en ny bil eller én af de forskellige kørselstjenester, herunder Uber, Heetch, Drivy eller Koolicar.
"Det vil animere en række borgere til at droppe deres biler og se efter alternative transportformer," siger Frederique Lorentz, marketingdirektør for den franske Uber-konkurrent Koolicar, til nyhedsbureauet Bloomberg.
Det parisiske bystyre har i første omgang forbudt biler, der første gang er indregistreret før oktober 1997 og motorcykler første gang indregistreret før juni 1999, at køre på Paris' gader. Målet er at fjerne den del af de ældre køretøjer, som alene bidrager til 5 pct. af de forurenende luftpartikler, som forårsager sygdomme som bl.a. astma.
Antibilforureningsdirektivet bliver løbende justeret, så det i 2020 udelukkende vil være biler førstegangsregistreret efter 2010, som vil have lov at køre på Paris' gader og veje.
Myndighederne vifter ejerne af de ældre biler om næsen med en økonomisk gulerod. Ved at udskifte en mere end ti år gammel dieselbil vil bilejerne således kunne indhøste op til 3700 euro (27.500 kr.), hvis de køber en ny, lavtforurenende bil.
Samtidig har den franske regering indført til økologisk bonus til de bilister, der køber hvad der betegnes som rene biler. Elbilkøbere vil således kunne indhøste et tilskud på op til 10.000 euro.
Udstødningsforbud i Paris giver luft til Uber og konkurrenter
03. jul. 2016 KL. 13.29
Gem til senere