Det er ikke tilfældigt, at det er to gasrederier, der nu fostrer visionen om at skabe en særlig flåde af skibe, der kan transportere indfanget CO2 væk fra de store forureningskilder i Europa.
“Al gas transporteres enten ved lav temperatur eller under tryk, og det skal skibene kunne tåle,” forklarer Steffen Jacobsen, topchef i Evergas, et af de to danske rederier, der går sammen om projektet Dan-Unity CO2.
Det er en kendt og gammel teknologi, der gør det muligt at indfange forurening, hvor man så at sige renser CO2 ud af store udledningskilder som fjernvarmeproduktion og omskaber det til en flydende gasart. Men CO2 er en unik og svær gasart at flytte rundt på. Den skal både befinde sig under tryk og lav temperatur, forklarer Steffen Jacobsen.
“Der findes ingen skibe i dag, der bare kan sejle med CO2. De skal først konstrueres.," siger han.
Hvis CO2-sejladsen bliver rentabel med bistand fra politiske afgiftsbeslutninger, er det også interessant, hvad det egentlig er, Island vil gøre med de rå mængder af verdens forurening, der bliver sejlet til den lille, nordatlantiske nation.
“Jamen, det svarer sådan set til at lave en slags danskvand!
Steffen Jacobsen, Evergas-topchef – om det islandske Carbfix-projekt
“Jamen, det svarer sådan set til at lave en slags danskvand! Man blander CO2 med vand, og den blanding pumper man så ned i den vulkanske klippegrund. Her omdannes det til mineraler i løbet af få år,” siger Steffen Jacobsen.
I den nye, CO2-relaterede teknologi taler man om hhv. CCS – indfanget CO2, der skal opbevares et eller andet sted – eller CCU, hvor man omdanner forureningen til nye former for nyttigt brændstof. Begge teknologier kan få brug for skibstransport. Potentialet til at lagre CO2 i gamle, tomme oliefelter i Nordsøen, som danske Maersk Drilling vil udvikle, ser topchefen i Evergas også på:
“Det er bestemt også en interessant mulighed, men det kræver, at man så at sige skal holde øje med lagrene i lang tid. Det smarte ved den islandske teknologi er, at CO2 reelt set forsvinder og bliver til klippe under Island,” siger Steffen Jacobsen.