ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Trustpilot-stifter efter børsnotering og 200 investormøder: “Det hårdeste er det mindfuck, gentagelsen gør ved din hjerne”

Næsten to års arbejde kulminerede i denne uge for Peter Holten Mühlmann, da hans virksomhed Trustpilot blev børsnoteret i London

Peter Holten Mühlmann er stifter af Trustpilot. Arkivfoto: Thomas Nielsen
Peter Holten Mühlmann er stifter af Trustpilot. Arkivfoto: Thomas Nielsen

Tirsdag skrev endnu en dansk virksomhed sig ind i rækken af selskaber, der nåede den mytiske “unicorn”-status.

Jeg har tjekket aktiekursen et par gange om dagen, og det er da meget sjovt

Peter Holten Mühlmann, stifter, Trustpilot

Konkret dækker det over en værdisætning på mere end 1 mia. dollar, og da anmeldelsesportalen Trustpilot i tirsdags havde første handelsdag på børsen i London, nåede markedsværdien 1,1 mia. pund svarende til næsten 9,5 mia. kr.

Dermed er der blevet sat foreløbigt punktum i den hæsblæsende rejse, som Trustpilots stifter, Peter Holten Mühlmann, har været på, siden han sammen med bestyrelsen for to år siden besluttede at arbejde sig hen mod en børsnotering.

“Jeg betragter det lidt som at flytte hjemmefra. Alle kan huske den dag, hvor man forlod barndomshjemmet som fast beboer for sidste gang. Man er stadig det samme menneske, men man er klar over, at man står over for en ny virkelighed.”

“Som ungt menneske skal man måske tage en uddannelse eller finde en kæreste, og verden ligger åben for dig. Det er der, vi er som virksomhed nu. På den ene side er vi nået langt, men på den anden side har vi hele verden foran os,” siger Peter Holten Mühlmann.

Op og ned

Han kan se tilbage på en uge, hvor aktiekursen er gået op og ned. Noteringskursen på 265 pence var efter kort tid steget til knap 300 for derefter at falde til 255.

Mühlmann tager dog udsvingene med ophøjet ro.

“Det er gået vanvittig godt. Hvis du ser på dem, der har investeret, og snakker med folk, der ved noget om det, vil de sige, at vi har de fineste investorer. Vi endte med at sælge flere aktier end først planlagt, og vi har rejst 65 mio. dollar (408 mio. kr.,red.).”

“Jeg har tjekket aktiekursen et par gange om dagen, og det er da meget sjovt. Men jeg tager de her udsving enormt afslappet, for der er ikke nogen rationel forklaring på, hvorfor den går op til 300, derefter ned på 255 og nu er tilbage på 265, hvor vi startede. Det kan være, fordi der kommer en analyse fra en bank om it-aktier, uden at der er sket noget nyt i vores firma,” forklarer Trustpilots stifter, der nu tager en frivillig pause fra at holde øje med aktien:

“Jeg kigger på den igen om et halvt år, når vi har aflagt vores næste kvartalsrapport.”

Rygstød af corona

Trustpilot er en onlinebaseret platform, hvor forbrugere kan skrive anmeldelser af virksomheder, de handler hos. Forretningsmodellen er baseret på en abonnementsbaseret ordning, hvor Trustpilot hjælper erhvervskunder med at forbedre deres image og troværdighed blandt folk.

65

mio. dollareller 408 mio. kr. – har Trustpilot rejst i forbindelse med børsnoteringen

I forbindelse med børsnoteringen offentliggjorde det knap 750 mand store it-firma sit årsregnskab for 2020, der viste en vækst på 25 pct. i omsætningen til 641 mio. kr. Bruttomarginen landede på 82,3 pct., mens der for første gange i Trustpilots historie var sorte tal på bundlinjen med et overskud på ca. 38 mio. kr.

Før det havde Trustpilot samlet tabt mere end 1 mia. kr. siden 2007.

“Det var faktisk ikke planlagt at lave overskud i forbindelse med børsnoteringen, men det er en konsekvens af corona,” forklarer Peter Holten Mühlmann, der for et år siden så ind i en ny og mere dyster virkelighed:

“Da pandemien startede, syntes vi, at det hele var noget usikkert. Det førte til, at vi desværre sagde farvel til nogle medarbejdere og investerede mindre i marketing. Men bagefter begyndte hele verden at gå på nettet, og vi fik en enorm tilstrømning af nye forbrugere.”

“Det gik langt bedre end ventet, og der var en masse nye industrier, som pludselig blev meget populære og ville bruge Trustpilot. Overskuddet er en afledt effekt af det, men det har da været nyttigt at kunne fortælle investorerne, at vi er profitable, selvom vi står i en global krise.”

200 investormøder

Netop kontakten med eksisterende og nye investorer er en kunstart, Peter Holten Mühlmann efterhånden er ekspert i.

Før børsnoteringen havde han som selskabets styrmand stået i spidsen for at rejse mere end 1 mia. kr. i risikovillig kapital fra en bred palet af danske, europæiske og amerikanske venturefonde – altså pengetanke, der primært investerer i startups og vækstvirksomheder.

Den netop overståede proces har dog på flere punkter været markant anderledes, understreger han. Dels har institutionelle investorer, hvis fokus er på børsnoterede aktier, markant flere midler end venturefonde, og dels bruger de mindre tid på at sætte sig ind i og sparre med potentielle investeringsobjekter.

“Venturefondene lærer dig ekstremt godt at kende, og de sætter sig ind i alt. Det er en helt anden virkelighed ved en børsnotering, hvor investorerne har læst en masse rapporter fra banker, og analytikere og kun skal tale med dig én gang, før de beslutter sig for at investere eller ej,” siger Peter Holten Mühlmann.

Trustpilots adm. direktør anslår selv, at han de seneste måneder har givet det samme pitch til 200 forskellige investorer. Derfor sender han en venlig tanke til den nuværende coronasituation, der har umuliggjort fysiske rejser til verdens finansielle hovedstæder. For det har han prøvet før, blot med besøg hos engelske og amerikanske venturefonde.

“Jeg har hørt historier om folk, der har lejet et privatfly og fløjet Jorden rundt for at tale med investorer. Vi har klaret alt over Zoom, hvilket jeg foretrækker frem for at trampe rundt i London og New York.”

“Det er brutalt. Du står op kl. 6 om morgenen og tager bilen eller metroen til det første møde, og sådan fortsætter det resten af dagen uden rigtige pauser.”

Han fortsætter:

“På Zoom har jeg i det mindste kunnet gå udenfor og lave nogle squats eller ringe til min mor, mens vores finansdirektør har gennemgået nøgletallene. Når man sidder i et lokale, skal man følge opmærksomt med i alt og grine af den samme joke for 30. gang. Det hårdeste er det mindfuck, gentagelsen gør ved din hjerne.”

Trækker stikket

Nu kan Peter Holten Mühlmann se tilbage på en proces, der kulminerede i den hidtil største børsnotering med et dansk islæt i år. Som nævnt i starten træder han dermed i fodsporene på danskstartede it-virksomheder som Unity Technologies, Just Eat, Better Collective og Zendesk, der med succes er gået på kurslisten uden for landets grænser.

Men det hårde arbejde har haft sin pris.

“Jeg er godt ristet. Jeg har nogle interview, som jeg lige gør færdig, og så kunne jeg godt tænke mig at trække stikket i en periode. Så må jeg se, om jeg kan finde en staycation,” griner Mühlmann.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis