ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Trio sælger virtuelt venteværelse til kapitalfond: Droppede drømmen om Silicon Valley og valgte dansk køber

Stifterne af Queue-it fra København sælger nu softwarevirksomheden til dansk kapitalfond for trecifret millionbeløb.

Adm. direktør Niels Henrik Sodemann fra Queue-it er en af tre stiftere, der bliver mangemillionærer på salget af deres virksomhed. Foto: Thomas Nielsen
Adm. direktør Niels Henrik Sodemann fra Queue-it er en af tre stiftere, der bliver mangemillionærer på salget af deres virksomhed. Foto: Thomas Nielsen © Thomas Nielsen

Hvis man i løbet af de seneste par uger har hamstret toiletpapir på Nemlig.com eller tjekket sin forskudsopgørelse hos Skattestyrelsen i begyndelsen af marts, så har man med stor sandsynlighed stiftet bekendtskab med softwareselskabet Queue-it.

Vi har brugt ti år på at bygge selskabet op, og vi ønskede ikke at blive tværet ud i et højrisikoprojekt

Niels Henrik Sodemann, adm. direktør.

Virksomheden har udviklet et virtuelt venterum, der danner køer for en lang række firmaers hjemmesider, så de ikke går ned under spidsbelastninger, og nu sælger de tre stiftere af Queue-it aktiemajoriteten til den danske kapitalfond Gro Capital.

“Formålet har ikke været at sælge, men lige siden vi stiftede selskabet i 2010, har vi arbejdet med en teori om, at vi gerne vil tage selskabet til næste niveau. Og derfor indledte vi en struktureret salgsproces,” siger adm. direktør Niels Henrik Sodemann, der stiftede Queue-it sammen med Camilla Ley Valentin og Martin Pronk.

10

Det er ti år siden, at Queue-it blev stiftet. Nu er selskabet blevet solgt.

Parterne ønsker ikke at fortælle, hvad handlen, hvor Gro Capital kommer til at sidde med omkring 75 pct. af aktierne, har værdisat Queue-it til, men ifølge Børsens oplysninger er der tale om et mindre, trecifret millionbeløb.

Da stifterne sidste år indledte en global salgsproces, var det drømmen at finde en amerikansk køber fra Silicon Valley. Men undervejs kom de frem til, at det var bedre at finde en partner med danske rødder.

“De potentielle købere i f.eks. Silicon Valley tænker på en helt anden måde og er villige til at tage en helt anden risiko. Vi har brugt ti år på at bygge selskabet op, og vi ønskede ikke at blive tværet ud i et højrisikoprojekt,” siger Niels Henrik Sodemann.

Trodsede corona

Coronakrisen brød ud, mens forhandlingerne mellem Gro Capital og stifterne gik ind i sin afgørende fase.

Men ifølge Niels Henrik Sodemann har Gro Capital ikke fået coronarabat i en tid, hvor flere virksomhedshandler falder til jorden på grund af store usikkerhedsfaktorer.

“Vi fortsatte vores forløb med at færdiggøre transaktionen. Vi gav håndslag med Gro Capital i begyndelsen af 2020, og selvom det er blevet nye tider de seneste uger, er vilkårene ikke blevet ændret undervejs,” siger Niels Henrik Sodemann. ​

Tværtimod har Queue-it formået at lukrere på coronapandemien. For mens store dele af virksomhederne bløder kunder i stor stil, er der også få, der bliver sat under stort onlinepres af desperate borgere.

“I Hong Kong har vi hjulpet rigtig mange kunder, fordi man har haft en anden strategi, hvor myndighederne er gået meget op i at bruge masker, mens samfundet er fortsat. Så der har været et vildt salg af masker. I Europa er der en anden strategi med at lukke ned, og det betyder, at folk i stigende grad handler på nettet, f.eks. på Nemlig.com,” lyder det fra Niels Henrik Sodemann.

Vil ekspandere

Lars Dybkjær, ledende partner i Gro Capital, der har specialiseret sig i at købe og sælge it-virksomheder, har en ambition om at brede Queue-it yderligere ud i verden.

“De har allerede en masse kunder i både Europa, USA og i Asien i stigende grad. Vi skal simpelthen fortsætte den internationale ekspansion, som de allerede er kommet langt med, men som vi nu vil investere yderligere i,” siger Lars Dybkjær.

Hvad tænker du om at have købt et selskab midt i dette coronastormvejr?

“Et produkt som Queue-it er også relevant i sådan en situation, men det er ikke derfor, at vi investerer i selskabet. Det har været en lang proces,” siger Lars Dybkjær.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis