ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Trafiktal bekræfter Norwegians fremgang

Trafiktallene for september fra det norske lavprisselskab Norwegian bekræfter SAS-konkurrentens fortsatte fremgang. Den aggressive vækst hos nordmændene kommer få dage før, at SAS præsenterer sine egne tal for september, der samtidig ventes at vise en lavere vækst end tidligere.

Det vurderer Jacob Pedersen, luftfarts-analytiker hos Sydbank, fredag over for Ritzau Finans.

I september oplevede Norwegian en passagervækst på 30 pct. målt på RPK, og derudover steg kapaciteten med 33 pct. sammenlignet med samme måned sidste år. Det er en pæn fremgang, understreger Jacob Pedersen, der har en forklaring på nordmændenes vækst.

"Tallene bekræfter, at Norwegian fortsætter fremad. En stor del af væksten kommer ikke fra det nordiske område og i stedet fra de baser, de har etableret i Spanien, Storbritannien og så deres langdistancesatsning. Norwegian har fløjet passagerne længere, og det var helt som forventet, når man tænker på, at de har lanceret deres langdistancesatsning," forklarer Sydbanks analytiker.

Den aggressive vækst hos Norwegian har ifølge Jacob Pedersen ind til videre ikke for alvor skadet SAS' muligheder for at vokse. Han mener derimod, at SAS er kommet flot igennem sommerprogrammet, hvor flyselskabet også har øget antallet af destinationer og trafikken ganske markant.

"Jeg ser ikke Norwegians seneste tal som et tegn på, at de skal have mast SAS i september. Når det er sagt, vil der være en væsentlig lavere vækst i SAS' trafiktal i forhold til Norwegians. Det skyldes, at de har haft gang i en sommerdestinationsatsning, og der er ikke væsentlig interesse for at rejse til sommerdestinationer i september," lyder det fra Jacob Pedersen. 

Det er i starten af næste uge, at SAS kommer med egne trafiktal for september. Her venter Jacob Pedersen, at SAS' kapacitetsvækst for september vil falde, og at det samme vil gøre sig gældende for trafikvæksten.

"Min forventning er, at kapacitetsvæksten for september vil ligge i niveauet 4-5 pct. for SAS' vedkommende," forudser Jacob Pedersen.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis