ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Eccos topchef fratræder – rokade i direktionen

Steen Borgholm stopper som adm. direktør i Ecco efter gensidig aftale. Arkivfoto: Michael Drost-Hansen
Steen Borgholm stopper som adm. direktør i Ecco efter gensidig aftale. Arkivfoto: Michael Drost-Hansen

Det familieejede skoimperium Ecco siger nu pludseligt farvel til topchef Steen Borgholm, der har været adm. direktør de seneste fire år.

Steen Borgholm forlader direktørstolen efter “gensidig aftale,” lyder det i en pressemeddelelse fra koncernen fredag eftermiddag.

Han har været en del af den 58 år gamle skofabrikant fra Bredebro i Sønderjylland siden 2000, men overgiver nu posten til græskfødte Panos Mytaros, der hidtil har haft ansvaret for bl.a. den globale produktion.

Den nye koncernchef har været i skokoncernen i 27 år og indtrådte i 2011 i direktionen i Ecco.

Panos Mytaros bliver dermed den kun anden topchef i Ecco uden for stifterfamilien, efter at Steen Borgholm i 2017 blev den første, da han tog over efter den mangeårige adm. direktør Dieter Kasprzak, der har været gift med Ecco-arving Hanni Toosbuy Kasprzak.

Børsen har forsøgt at få en kommentar fra Ecco, der oplyser, at koncernen ikke vil kommentere yderligere. I pressemeddelelsen konstaterer Ecco, at Steen Borgholm “har arbejdet i en årrække i Europa, Nordamerika og Asien, og har ydet et meget betydningsfuld bidrag.”

Samtidig med udskiftningen på topposten laver Ecco flere ændringer i direktionen, fremgår det af meddelelsen.

Her lyder det, at Thomas Gøgsig, der har været ansat siden 2012 og er tredje generation af sin familie, der arbejder i Ecco, tiltræder i direktionen. Det samme gør finansdirektør Mads Fink Eriksen, der har været en del af Ecco i ti år.

Salgsdirektør Michel Krol, der kommer fra en hollandsk skofamilie og har været ansat hos Ecco i 21 år, bliver siddende. Dermed udvides direktionen fra tre til fire medlemmer.

Milliardhug under coronakrisen

Ecco har ca. 21.000 ansatte rundt om i verden og har over 2.100 egne skobutikker. I 2019 satte koncernen rekord på toplinen og krydsede med Steen Borgholm ved roret for første gang 10 mia. kr. i omsætning.

Men coronakrisen ramte Ecco hårdt og tvang i lange perioder den verdensomspændende koncern til at lukke ned i en stor del af butikkerne.

Salget styrtdykkede til det laveste niveau i otte år, og Ecco gik tilbage på samtlige markeder, viste det seneste årsregnskab for 2020, hvor koncernen fik et massivt milliardhug i kølvandet på krisen.

Resultatet blev hamret i bund til ca. 330 mio. kr. før skat mod 1,5 mia. kr. i året før, svarende til et dyk på 77 pct., mens toplinjen faldt til 8,1 mia. kr. Regnskabet afslørede samtidig, at Ecco halverede lønnen til direktionen efter den voldsomme tilbagegang.

Ecco er ejet af Kasprzak-familien, der er en af landets rigeste familier. Hanni Toosbuy Kasprzak, der er datter af grundlæggeren Karl Toosbuy, deler aktierne i selskabet sammen med sine to børn, Anna og André Kasprzak. Indtil 2017 var hendes daværende mand, Dieter Kasprzak, adm. direktør i Ecco.

Opdateret kl. 14.44


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis