ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Topchef for fransk Novo-rival sætter spørgsmålstegn ved selskabets rolle i diabetes

Den franske medicinalkoncern Sanofis nye topchef Paul Hudson siger på en pressekonference i Paris, at selskabet skal spørge sig selv om det kan konkurrere inden for diabetes, og om det har lægemidler, der gør en forskel sammenlignet med rivalernes. Det skriver nyhedsbureauet Bloomberg.

Sanofi har haft en forrygende periode inden for diabetes med insulinet Lantus, der har været verdens bedst sælgende i en årrække, men i de seneste fem år har selskabet været presset på insulinområdet, og innovationen af nye produkter er flere gange mislykkedes.

Paul Hudson fastslår, at selskabet "bør være interesseret i diabetes på grund af hvad det repræsenterer," i forhold til sygdommens udbredelse, der har epidemiske proportioner. Ifølge topchefen vil selskabet derfor se på området på samme måde som andre sygdomsområder. 

Selskabet bør dog være "mere kritisk med sig selv" i beslutningerne om hvorvidt det har livsændrende videnskab, når det evaluerer projekter fra udviklingsporteføljen. 

Nylig fiasko

For nyligt måtte selskabet lukke et projekt med diabetesmidlet Zynquista, hvilket ikke kun havde kostet dyrt i udvikling, men også betød en udgift på 260 mio. dollar til partneren Lexicon, der fik stoffet tilbageleveret, og selskabet insulinchef havde denne bemærkning. 

"Nej, vi går ikke væk fra diabetes. Vi er en væsentlig spiller i diabetes, og vi har en stærk tilstedeværelse, klinisk, videnskabeligt, industrielt og finansielt, så diabetes er vigtig for Sanofi," sagde David Werner, der er global chef for insulinforretningen i Sanofi og tilføjede:

"Det er rigtigt at vi ikke har haft så meget held i vores udvikling i de seneste få år, men husk på, at for 10-15 år siden blev Eli Lilly også spurgt om det samme hele tiden. Hvorfor er I stadigvæk i diabetes?" siger David Werner.

Han peger på, at i perioden fra 1996, da Eli Lilly lancerede insulinet Humalog indtil 2005, da det lancerede diabetesmidlet Jardiance var der er en periode, hvor flere dømte det amerikanske selskab ude af diabetesområdet. I dag er Eli Lilly igen en væsentlig spiller med Trulicity som markedsleder i GLP1-området og flere nye produkter på vej.

"Det sker, at man lander i en svag cyklus, og så kommer man tilbage igen. Du skal ikke bekymre dig om Sanofi i diabetes, for vi er engagerede, og det vil vi gerne udtrykke offentligt," siger David Werner.

Kommer sent med Ozempic-rival

I dag har selskabet tre projekter i udviklingsporteføljen inden for diabetes, hvilket er langt færre end hos Eli Lilly og Novo Nordisk, og Sanofis fremmeste projekt er et GLP1-diabetesmiddel, der vil komme nogle år senere til markedet end rivalernes midler i samme kategori, som er Trulicity fra Eli Lilly og det fremadstormende Ozempic fra Novo Nordisk.

Sanofi har allerede brugt over en halv mia. euro på udviklingen er dette lægemiddel, og spørgsmålet er om den nye topchef i Sanofi Paul Hudson er villig til at bruge et tilsvarende beløb på at færdiggøre lægemidlet til markedet, når det potentielt blot vil minde om de lægemidler, der allerede er godkendt og har skabt en position i markedet.



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis