Jan van de Winkel er nærmest synonym med biotekselskabet Genmab, som han var med til at stifte sidst i 1990’erne og overtog topledelsen af i 2010 efter Lisa Drakeman. Talrige aktiebonusser siden har hollænderen akkumuleret aktier i Genmab til en værdi af over 1 mia. kr. og en ejerandel tæt på 1 pct. af selskabet.
Det er mere end pensionskassen Akademikernes Pension vil stå model til, og investeringschef Anders Schelde mener, at der bør være en nominel grænse, for hvor meget en topchef kan belønnes med af aktier.
“Der er vi i en situation, hvor Jan van de Winkel ejer aktier for 1,4 mia. kr. i Genmab. Det er et lidt absurd beløb og resultatet af en aggressiv bonusordning uden nominelt loft,” siger Anders Schelde, investeringschef i Akademikernes Pension.
Han underkender ikke, at Genmab har gjort det godt i aktiemarkedet, men mener, at der bør være en øvre beløbsgrænse, når man vælger at belønne topledelsen på denne måde.
“Topchefen har en stor andel i en kraftig kursstigning, men der er også held og andre mennesker i organisationen, der har bidraget, og derfor bør man sætte grænser for, hvor meget man kan gå derfra med,” siger Anders Schelde.
Genmabs topchef er ikke enig i kritikken og mener ikke, at han er drevet af størrelsen på aktiebeholdningen, men af målet om at hjælpe flere mennesker med deres kræftsygdom.
“Jeg er en glad investor, og jeg har investeret en hel del i selskabet selv. I årevis udnyttede jeg warrants og tegnede aktier og beholdt dem. Det bør ses af investorerne som et tegn på min stærke tro på potentialet i selskabet,” siger Jan van de Winkel.
På generalforsamlingen tirsdag blev det også vedtaget, at bestyrelsen skal have et løft på 50 pct. i honorar inklusive et aktieelement, hvilket heller ikke faldt i god jord hos de store pensionskasser.
“Bestyrelsen skal jo helst tænke langsigtet, så det er også lidt aggressivt efter vores mening,” siger Anders Schelde.