ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Efter et år med rekordsalg og opkøb af rival: Familieejet byggemarkedskæde låner 150 mio kr af ejerne

Efter et år med rekordsalg

og opkøb af konkurrent hælder ejerne af Davidsens Tømmerhandel 150 mio. kr. tilbage i kæden

Den sønderjyske byggemarkedskæde Davidsens Tømmerhandel nåede i 2019 den højeste omsætning i kædens 75-årige historie. Nu forventer adm. direktør Henrik Clausen, at toplinjen når over 2,5 mia. kr. i 2020. Arkivfoto: Johnny Wichmann
Den sønderjyske byggemarkedskæde Davidsens Tømmerhandel nåede i 2019 den højeste omsætning i kædens 75-årige historie. Nu forventer adm. direktør Henrik Clausen, at toplinjen når over 2,5 mia. kr. i 2020. Arkivfoto: Johnny Wichmann

Den familieejede sønderjyske byggemarkedskæde Davidsens Tømmerhandel fortsætter med at æde sig ind på rivalerne og kommer ud af 2019 med den højeste omsætning i kædens historie.

Det viser et nyt regnskab, hvor omsætningen lander på 2,3 mia. kr., efter et år hvor Davidsens Tømmerhandel opkøbte konkurrenten Optimera for et ukendt beløb af den franske byggemarkedskoncern Compagnie de Saint Gobains danske selskab.

2,3

mia. kr. omsatte Davidsens Tømmerhandel for i 2019

Men efter opkøbet er soliditetsgraden, der er et nøgletal for, hvor stærk en virksomhed er rustet, blevet mere end halveret.

Nøgletallet skrumpede sidste år ind fra 29,2 pct. til 12,7 pct., mens overskudsgraden blev halveret fra 3,1 pct. i 2017/18 til 1,6 pct. sidste år.

Derfor har kæden polstret krigskassen med et lån på over 150 mio. kr., som ejerfamilien oprindeligt trak ud i udbytte, men som familien nu låner tilbage til selskabet.

Ifølge adm. direktør Henrik Clausen sker det i et forsøg på at trække soliditetsgraden op igen, der inkl. lånet nu er på 29,7 pct.

“Når vi trækker et så stort beløb ud, rammer det vores soliditetsgrad, som vi sammen med familien har et ønske om at holde så tæt på 30 pct. som muligt, og det kan vi ikke samtidig med så stort et opkøb. Derfor skyder familien pengene tilbage som et ansvarligt lån,” siger Henrik Clausen.

Ville det så ikke have været nemmere at lade pengene blive i selskabet?

“Jo, men det er noget rent teknisk i vores aktiestruktur mellem a- og B-aktionærer, der gør, at vi har valgt det.”

Opkøb trækker op

Opkøbet, der skete for et hemmeligt beløb, sendte 17 bygge- og logistikcentre i hænderne på familiefirmaet, der ifølge direktøren dermed blev Danmarks tredjestørste privatejede forhandler af byggematerialer til professionelle efter giganterne Bygma og Stark.

Optimera har kun nået at komme med i fjerde kvartal, men ifølge Henrik Clausen har forretningen allerede sat fart på omsætningen.

I regnskabet, som i år er ændret fra et skævt regnskabsår til nu at følge kalenderåret, er resultatet efter skat dog skrumpet ind og lander på 22,4 mio. kr. i 2019 mod lidt over 39 mio. kr. i 2017/18.

Men ifølge direktøren er kæden gået frem på både top- og bundlinje renset for en engangsgevinst på ca. 15 mio. kr. fra et ejendomssalg i 2017/18 og udgifter til rådgivere på 11 mio. kr. ved opkøbet.

Den udvikling, der sker i samfundet lige nu, hvor rigtig mange virksomheder er presset økonomisk, kan ikke undgå at smitte af

Henrik Clausen, adm. direktør, Davidsens Tømmerhandel

“Det er klart, at regnskabet bærer præg af det her store opkøb, men totalt set er resultatet bedre end det, vi gik ud af 2018 med,” siger han.

Forventer nedgang

De seneste år har Davidsens Tømmerhandel flere gange givet udtryk for, at byggemarkedsbranchen er presset, og at kæden indimellem har været nødt til at sige nej til ordrer, fordi det prismæssigt ikke hang sammen.

Ifølge brancheforeningen Danske Byggecentre voksede branchens samlede omsætning sidste år med 2,3 pct., hvilket er det laveste niveau siden 2015. Salget voksede fra 26,1 mia. kr. i 2018 til 26,7 mia. kr. sidste år, og foreningen forventer en opbremsning i 2020.

Ifølge Henrik Clausen forbereder det sønderjyske familiefirma sig også på en eventuel nedgang i markedet, selvom selskabets salg til både professionelle og private de seneste måneder er vokset markant under coronakrisen.

“Vi er selvfølgelig ekstra opmærksomme på, hvad der sker i andet halvår. Den udvikling, der sker i samfundet lige nu, hvor rigtig mange virksomheder er presset økonomisk, kan ikke undgå at smitte af på deres investeringsniveau,” siger Henrik Clausen, der dog fastholder en forventning om, at omsætningen i år vil nå over 2,5 mia. kr.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis