En stor del af herretøjskæden Bertoni kæmper for overlevelse. Efter at de i flere år har haft problemer med indtjeningen, tvinger coronapandemien nu tøjmærkets største selskab ud i en rekonstruktion, der skal redde virksomheden.
Rekonstruktionen omfatter ifølge Statstidende selskabet Bertoni af 1972 A/S, der 2. oktober er blevet taget under rekonstruktion i skifteretten i Aarhus.
Det er det selskab, som står for engrosdistribution og onlinesalg samt driver fire af Bertonis butikker i Danmark.
Bertonis resterende ni butikker i Danmark ejes af virksomheden AWH Retail, der udelukkende står for salget i de butikker. De ni butikker er ikke berørt af rekonstruktionen.
Ifølge en intern mail, som Børsen er i besiddelse af, er den endelige årsag til rekonstruktionen, at en enkelt dansk udlejer har mistet tålmodigheden med Bertoni og har lagt et juridisk pres, der indebærer, at tøjvirksomheden skal betale 34 pct. af sin omsætning i husleje.
I mailen skriver Bertoni, at man i respekt for virksomhedens samtlige kreditorer, ikke er i stand til at honorere kravet, og derfor har rekonstruktion været den eneste udvej.
“Vi skylder ham frygteligt mange penge. Vi havde et udestående før corona, som vi mente, vi kunne indfri, men så kom corona, før vi havde mulighed for at indfri det. Butikkerne var jo helt lukkede i ni uger, og der tikker der jo ingen omsætning ind, men huslejen skal jo stadig betales,” siger adm. direktør i Bertoni af 1972, Bent Birger Rasmussen.
Han tilføjer, at han mener, Bertoni ville være trådt i rekonstruktion, blot på et senere tidspunkt, uanset udlejerens pres.
“Jeg er ikke overrasket over, at en konsekvens kunne blive en rekonstruktion. Vi har jo set det komme løbende måned for måned, og vi har også haft anledning til at forhandle med vores kreditorer, men også udvikle en rekonstruktionsplan. Forarbejdet til det har vi brugt lang tid på.”
Bent Birger Rasmussen oplyser, at forhandlingerne med kreditorerne om at indfri dele af gælden er i gang, men han kan på nuværende tidspunkt ikke komme ind på, hvor stor en gæld der er tale om. Han tror dog på, at Bertoni vil komme ud på den anden side og siger samtidigt, at planen for rekonstruktionen er undervejs.
“Det er flytning af lejemål, der matcher vores budgetter, og så er det lukninger, men vi håber da på, at vi kan fortsætte dialogen med udlejerne, som vi egentligt har en god dialog med nu.”
Bertoni har haft problemer med indtjeningen i flere år. I regnskabet for 2019, der kom ud i juli, fremlagde Bertoni af 1972 et underskud på 13 mio. kr. Det største underskud i Bertonis historie, der blev grundlagt i 1972, og som helhed driver 13 butikker i Danmark samt ni butikker i Norge.
“Vi kommer fra en virksomhed, som havde et dårligt resultat i 2019. Vi kommer ind i 2020 med en fornuftigt genopretning, men tidligt møder vi corona og kommer i total nedlukning med samlet set 22 retailbutikker,” siger Bent Birger Rasmussen og fortsætter:
“Vi forventer, vi går 35 pct. ned i omsætning i 2020. Det er kernen i konsekvensen. Det bliver et markant underskud i 2020 som følge af, at man mister 35 pct. sin omsætning.”
Bertoni har prøvet det før. Under finanskrisen røg tøjmærket også i rekonstruktion, men overlevede. Måske derfor tror Bent Birger Rasmussen på, at tøjmærket også i denne omgang vil klare skærene.
“Vi tror på, det kan lade sig gøre at bringe Bertoni videre under nogle nye omkostningsniveauer og med opbakning fra medarbejdere, ledelse og ejere,” siger Bent Birger Rasmussen.