Vestas-formand Bert Nordberg har gennemført sin første bestyrelsesrokade.
To nye medlemmer, Henrik Andersen og Henry Sténson, blev torsdag valgt ind i bestyrelsen på Vestas’ generalforsamling i Aarhus. De afløser Håkan Eriksson og Kurt Anker Nielsen, der stopper efter henholdsvis fire og syv år i bestyrelsen.
Dermed fik Bert Nordberg ejernes tilslutning til de første ændringer i bestyrelsen, siden den 57-årige svensker blev valgt som Vestas-formand ved generalforsamlingen i 2012.
De to nye medlemmer fik opbakning fra langt de fleste af stemmerne ved generalforsamlingen.
Den uafhængige kandidat, aktionær Martin Bech, fik til gengæld ikke nok støtte til at blive et af Vestas’ otte bestyrelsesmedlemmer.
De to nye
45-årige Henrik Andersen startede sin erhvervskarriere i bankverdenen, inden han i 2000 kom ind i ISS. Her har han været en del af ledelsen i både den danske forretning og nogle af de internationale afdelinger, og han har siden 2011 bestridt posten som hele ISS' finansdirektør, indtil han fornylig blev udnævnt til COO i ISS.
Henrik Andersen fremhæves af Vestas-bestyrelsen for sit kendskab til økonomi og kapitalmarkeder, samt international forretningserfaring, restrukturering og ledelse af internationale selskaber.
Henry Sténsons baggrund ligger i kommunikationsbranchen, og han har i sin karriere nået at være presse- eller kommunikationsansvarlig i dele af både Volvo, Saab Aircraft, SAS og Ericsson. Siden 2011 har han været partner i konsulenthuset Brunswick Group, der også varetager kommunikationsopgaver.
Hans erfaring fra kommunikation og medier samt kapitalmarkeder og internationale offentlige anliggender er netop, hvad Vestas fremhæver som hans væsentlige kompetencer for bestyrelsesarbejdet.
Fortid som officer
Derudover har den 57-årige svensker en fortid som officer i den svenske hær, og han er i øjeblikket bestyrelsesformand for Stockholms-afdelingen af det svenske regeringsparti Moderaterna, ligesom han har et par andre bestyrelsesposter.
Formand Bert Nordberg, næstformand Lars Josefsson og de menige medlemmer Carsten Bjerg, Eija Pitkänen, Jørgen Huno Rasmussen og Jørn Ankær Thomsen blev desuden alle genvalgt til Vestas' bestyrelse ved generalforsamlingen.
/ritzau/FINANS