Det er, som om historien gentager sig i industriklenodiet Bang & Olufsen.
Hvis man dykker ned i arkiverne omkring 2008-2009, kan man hurtigt blive i tvivl om, hvorvidt man befinder sig i 2019 eller 2020.
I 2008 – efter flere nedjusteringer - var Kalle Hvidt Nielsen netop blevet ansat som adm. direktør i Bang & Olufsen, da finanskrisen fik Struer-virksomheden til at vakle.
Omsætningen var i frit fald, det samme var aktiekursen, flere hundrede ansatte blev fyret, og B&O måtte i begyndelsen af 2009 ud og bede aktionærerne om flere penge.
I dag er finanskrisen afløst af coronakrisen, men B&O står på mange måder med de samme problemer som for mere end ti år siden.
”Jeg har mærket på egen krop, at det kan være en velvoksen udfordring at styre Bang & Olufsen i en krise, så derfor har jeg meget stor respekt for den kamp, der bliver kæmpet lige nu i B&O,” siger Kalle Hvidt Nielsen, der var topchef i B&O fra 2008 til 2011, inden den nytiltrådte bestyrelsesformand, Ole Andersen, fyrede ham, selvom Struer-virksomheden på det tidspunkt gav overskud.
“Erkendelsen fra analytikere har siden 2008 været, at B&O er for lille
Michael Friis Jørgensen, chefaktieanalytiker hos Alm. Brand Markets
”Det var en dramatisk periode. Men det viste også den særlige ånd i B&O-organisationen, som med en kæmpe indsats fik vendt et underskud på en halv mia. kr. til et overskud,” siger Kalle Hvidt Nielsen, der ikke har forladt elektronikbranchen:
Han er i dag adm. direktør i DPA Microphones.
Siden Kalle Hvidt Nielsens B&O-afgang har Ole Andersen, som det ikke har været muligt at få et interview med, været i spidsen for ansættelsen af tre topchefer: Tue Mantoni, der holdt ved i fem år, Henrik Clausen stoppede efter godt tre år, og i efteråret 2019 kom svenske Kristian Tëar til.
Da tidligere topchef i Bang & Olufsen Henrik Clausen greb styrepinden i sommeren 2016, var det begyndelsen på et langt aktieridt, der fik kursen i den hæderkronede elektronikproducent fra Struer til at stige til det højeste niveau i årevis. Optimismen var tilbage. Men så ramte en bølge af nedjusteringer i 2018 og 2019, og i efteråret 2019 stoppede Henrik Clausen. Under den nye adm. direktør Kristian Teär er B&O-krisen yderligere forværret af coronavirussens hærgen, der nu har fået selskabet til at melde ud, at det planlægger at rejse 400 mio. kr. i ny kapital. Få her overblikket over B&O's tumultariske liv de senere år: 2016 26. april: Tue Mantoni er færdig som topchef i B&O, og det bliver i stedet den tidligere Telenor-direktør Henrik Clausen, der skal trække B&O ud af dødvandet. Han tiltræder i juli og afviser, at selskabet er i krise. “Men nu skal virksomheden og jeg bevise, at vi kan levere,” siger han til Børsen. 20. september: Formand Ole Andersen aflyser flere måneders spekulationer om, at selskabet er på vej til at blive solgt. Det sker, efter at selskabet har været i dialog med den kinesiske rigmand Qi Jianhongs firma Sparkle Roll. 2018 11. januar: Positive vinde i Struer-virksomheden. B&O lander et overskud på 57 mio. kr. efter skat i andet kvartal og opjusterer ebit-margin fra 1-3 pct. til omkring 3 pct. for regnskabsåret 2017/18. Aktiekursen er det seneste år banket i vejret med knap 100 pct. 6. april: B&O fortsætter med at vokse, viser regnskabet for tredje kvartal. Omsætningen stiger med 10 pct., og B&O Play-segmentet trækker op. 12. juli: Henrik Clausen sløjfer B&O Play-brandet, der fylder knap 50 pct. af forretningen, og som blev lanceret af tidligere topchef Tue Mantoni. 19. december: B&O nedjusterer sine forventninger til omsætningen fra 10 pct. til nulvækst for hele regnskabsåret 2018/19. Den melding giver et historisk kursfald på 34,3 pct. Markedsværdien falder til ca. 4 mia. kr. 2019 26. marts: B&O skruer igen ned for forventningerne for hele året og forventer nu et fald på 10 pct. i omsætningen. Få måneder tidligere regnede selskabet med en vækst på toplinjen på 10 pct. Formand Ole Andersen siger, at der fortsat er tillid til Henrik Clausen. Aktien dykker med 26 pct. 3. juni: Den tredje nedjustering på stribe for B&O. Nu venter selskabet, at omsætningen for regnskabsåret vil falde med 13-14 pct. Aktiekursen tager et nyt fald på 17 pct. 23. august: Ole Andersen åbner igen for et salg af B&O, efter at tre nedjusteringer har barberet over 70 pct. af aktiekursen på et år. 8. oktober: Henrik Clausen stopper som topchef. Ole Andersen fortæller, at det var hans eget ønske at forlade B&O. Svenske Kristian Teär, der kommer fra schweiziske Logitech, tager over. 17. december: Den dybe krise i B&O fortsætter. Struer-virksomheden nedjusterer for fjerde gang på under et år. Nu forventes omsætningen at falde 13-18 pct. i forhold til året før. 2020 13. marts: Udbruddet af coronavirussen (covid-19) får B&O til at nedjustere sine forventninger til omsætningen for regnskabsåret 2019/20 til et fald på mellem 20 og 29 pct. 16. marts: B&O præsenterer et nyt omkostningsprogram, der skal spare virksomheden for 175 mio. kr. om året, når det er fuldt implementeret i regnskabsåret 2021/22. Det betyder et farvel til ca. 115 ansatte. 24. marts: Aktiekursen fortsætter med at rasle ned, og markedsværdien for hele selskabet dykker til under 1 mia. kr. 12. maj: Bang & Olufsen beder aktionærerne om hjælp til at komme gennem krisen, som udbruddet af coronavirussen har forværret. Selskabet vil rejse 400 mio. kr. Bestyrelsen indkalder til ekstraordinær generalforsamling 3. juni, hvor to tredjedele af aktionærerne skal stemme ja til kapitaludvidelsen.
I dag – ligesom for mere end ti år siden – synes flere af problemerne at være de samme, og særligt ét trænger sig på: B&O mangler tilsyneladende skala for at kunne drive en rentabel forretning.
”Der er mange lighedspunkter, hvis man sammenligner B&O's situation under finanskrisen med den, selskabet befinder sig i nu. Under finanskrisen stod de med en svag balance, som gjorde dem rigtig sårbare. Men denne gang er det anderledes, fordi det ikke bare er en potentiel økonomisk krise, men også en butiknedlukningskrise, og den er værre nu,” siger Michael Friis Jørgensen, chefaktieanalytiker hos Alm. Brand Markets.
Bang & Olufsen er grundlagt i Struer i 1925 af Peter Bang og Svend Olufsen.
Selskabet fik for alvor sit internationale gennembrud i løbet af 1960'erne og er siden blevet kendt som et af de stærkeste designbrands i verden – flere af produkterne er f.eks. optaget permanent på Museum of Modern Art i New York.
Men design gør det ikke alene, og i begyndelsen 1990'erne kom Bang & Olufsen i problemer af alvorlig karakter for første gang. De blev imidlertid afværget med den mangeårige topchef Anders Knutsen i spidsen, men de seneste år er det, som om magien i Bang & Olufsen er forsvundet.
Med Ole Andersen som formand har man forsøgt at finde en køber til den børsnoterede virksomhed, der har svært ved at klare sig med den stigende konkurrence fra f.eks. globale giganter som f.eks. LG og Samsung.
Men indtil nu er det ikke lykkedes at finde en pengestærk partner, og coronakrisen tvang i sidste uge Bang & Olufsen til at bede sine aktionærer om nye penge.
B&O vil rejse 400 mio. kr. og har sikret sig yderligere 100 mio. kr. i kredit hos bankforbindelsen Nordea.
Det sker som et led af en plan, der skal få selskabet ud af krisen, og B&O har opbakning fra sine tre største aktionærer i Danmark: ATP, Augustinus Fonden og Færchfonden.
“Vi tror på, at den strategiske retning, som ledelsen har lagt, er den rigtige for B&O at gå. Det er klart, at de er blevet ramt af den opbremsning, som er sket i den seneste tid, men vi mener, det er den rigtige investeringsmæssige beslutning at sikre B&O kapital til at komme gennem den her situation og over på den anden side,” sagde ATP's aktiechef, Claus Wiinblad, til Børsen i sidste uge.
Spørgsmålet er så, hvordan ”den anden side” ser ud for B&O.
Michael Friis Jørgensen tror ikke længere på, at der findes en køber – og slet ikke i den nuværende coronakrise.
“Erkendelsen fra analytikere har siden 2008 været, at B&O er for lille, og det har bestyrelsesformanden også erkendt. Men jeg har svært ved at se, at B&O bliver solgt, og jeg tror, at det største problem er B&O's butiksnetværk, for der er ikke nogen, der vil ind i sådan en gammeldags forretningsmodel. Men omvendt så er butiknetværket vigtig for B&O's forretning, så det er lidt en gordisk knude,” siger Michael Friis Jørgensen.
Hvor tror du så, at B&O er om ti år?
”Jeg er bange for, at vi om ti år har den samme diskussion om, hvorfor aktiekursen er faldet, og hvorfor B&O ikke er kommet igennem krisen. Men det kan selvfølgelig være, at der er andre, der er smartere end mig, og som kan se en løsning. Men jeg kan ikke,” siger Michael Friis Jørgensen.