ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tidligere OL-medaljevinder fortsætter med at veksle hestesalg til millionindtjening: Ejere tager ekstraordinært udbytte på 163 mio kr

Selvom indtjeningen falder, så forstår Andreas Helgstrand stadigvæk at gøre køb og salg af heste til en guldrandet forretning. 

Det afslører et nyt regnskab for hans selskab Helgstrand Dressage, der tjente 75 mio. kr. i det forskudte regnskab 2018/19. 

Dermed falder indtjeningen en smule fra de 110 mio. kr., som forretningen indbragte året forinden. 

Kapitalfond lagde vejen forbi og smed et trecifret millionbeløb

42-årige Andreas Helgstrand er selv tidligere toprytter og har vundet Danmarksmesterskaberne i dressur adskillige gange. Karrierens højdepunkt kom dog i 2008, da han vandt bronze til OL. 

Samme år stiftede han Helgstrand Dressage, som køber og avler dressurheste, hvorefter de sælges videre til velhavende mennesker verden over. 

Det har sidenhen vist sig at blive en guldrandet forretning, der har indbragt flere hundrede millioner hen over de seneste år. 

Udviklingen i virksomheden har endda været så opsigtsvækkende, at kapitalfonden Waterland sidste år købte 51 pct. af Helgstrand Dressage for et beløb, der ifølge Berlingske Business værdisatte selskabet til 800 mio. kr. 

Tager udbytte på 163 mio.

På trods af den faldende indtjening i 2018/2019 har Andreas Helgstrand og Waterland alligevel valgt at tage et ekstraordinært udbytte. 

Således udbetaler parterne 163,2 mio. kr. til sig selv, fremgår det af regnskabet. Det er næsten en fordobling af de 78 mio. kr., som blev trukket ud i ekstraordinært udbytte året forinden. 

Det store udbytte kan dog være relateret til virksomhedshandlen, men det fremgår ikke af regnskabet. 

Udover køb og salg af dressurheste, så sælger Helgstrand Dressage også sæd fra sine hingste, ligesom selskabet også står for træning af dressurheste. 

Tager man et kig på selskabets forventninger til det kommende år, så er der ingen grund til at tro, at der ikke også der bliver plads til at tage et udbytte. 

Således forventer selskabet en indtjening på 60 til 90 mio. kr. før skat. 

“Virksomheden vil fortsætte med at investere i at udvide hingststationen og rekvirere yngre heste, hvilket i kombination forventes at drive vækst og styrke fundamentet for yderligere ekspansioner i geografier over de kommende år,” skriver Helgstrand Dressage i sit årsregnskab. 

Vokser på toplinjen

For første gang runder Helgstrand en omsætning på over 400 mio. kr. Helt eksakt 417 mio. kr. landede omsætningen på i 2018/19, hvilket er omtrent 35 mio. kr. mere sammenlignet med året forinden. 

Andreas Helgstrand har tidligere forklaret, at han forventer meget mere af den fremtidige vækst. 

“Det kan blive endnu større, for der er virkelig mange muligheder for at vokse. Man tør nok også satse lidt mere, når man selv er home safe,” lød det i slutningen af 2018 fra stifteren. 

I samme forbindelse løftede han også sløret for, at Helgstrand Dressage overvejer at bevæge sig ind på nye forretningsområder. 

“Vores gode resultater skyldes mest, at vi har været gode til at købe et godt varelager (af dressurheste, red.), og at vi nu er blevet så stor en spiller, at rigtig mange lige tjekker os, før de køber. Og det er da tillokkende også at gå ind i ridebanespring, der jo er ti gange så stort som dressur. Men det kunne også være hesteudstyr eller ryttertøj – eller events, hvor potentialet er meget stort,” udtalte Andreas Helgstrand dengang. 

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis