ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Måske får Danmark verdens første CO2-rederi – og to tidligere Mærsk-bosser står bag

Ændret CO2-afgift kan skabe grobund for en ny forretning: at sejle forurening til Island og hælde det i undergrunden

Et Evergas-tankskib på farten. Nu vil rederiet sammen med kollegerne i Ultragas skabe et CO2-rederi med specialskibe. PR-foto.
Et Evergas-tankskib på farten. Nu vil rederiet sammen med kollegerne i Ultragas skabe et CO2-rederi med specialskibe. PR-foto.

Der findes alle mulige slags rederier her i verden. Nogle – som Mærsk – sejler primært med containere. Andre sejler med tørlast, stykgods, olieprodukter eller gas.

Men hvis det står til to tidligere Mærsk-folk, skal skibsfartsnationen Danmark nu også være hjemsted for verdens formentligt første specialiserede CO2-rederi.

Det skal i specialbyggede skibe sejle med den CO2, som i dag er et miljøproblem – og fragte den til steder, hvor drivhusgasserne kan blive gemt af vejen og over tid omdannet til noget, der ikke skader verdens tilstand og bringer globale temperaturer for højt op.

Bag projektet står to tidligere Mærsk-topchefer, Steffen Jacobsen og Martin Fruergaard. De er i dag topchefer i to gasrederier, Evergas og Ultragas. Og det er de to rederier, der nu går sammen om at stifte firmaet Dan-Unity CO2. Planen er at få bygget de første specialskibe til at transportere indfanget CO2.

Samtidig er de to stifterfirmaer gået i partnerskab med et islandsk, delvist offentligt ejet firma ved navn Carbfix. I Island mener man, at indfanget CO2 i enorme mængder kan lagres i landets vulkanske grundfjeld, hvor det over kort tid omdannes til klippe.

Islændingene tror så meget på projektet som fremtidig indtægtskilde, at man har lavet særlig lovgivning, der gør import og opbevaring af hele verdens indfangede CO2-udslip muligt.

Carbfix estimerer selv, at der i Islands undergrund er plads til – hold nu fast: 2500 gigaton CO2, hvilket svarer til 55 års udledninger i hele verden. De årlige danske udledninger på 46 mio. ton CO2 er kun en bagatel i den sammenhæng.

“Det er et sikkert, permanent og økonomisk alternativ til de kendte og mere konventionelle løsninger,” siger Edda Sif Pind Aradottir, topchef for Carbfix.

55

års CO2-udledning fra hele kloden mener Island at have plads til i undergrunden

For mange vil det lyde en lille smule som science fiction, men det er realistisk som projekt – og måske også som forretning, siger Steffen Jacobsen, topchef i Evergas og talsmand for projektet.

Da jeg hørte om, hvordan man kan omdanne forurening til harmløse mineraler, blev jeg målløs

Steffen Jacobsen, adm. direktør, Evergas

“Da jeg hørte om, hvordan man kan omdanne forurening til harmløse mineraler, blev jeg målløs. Men det er en helt naturlig proces, som islændingene har arbejdet med i otte år,” siger Steffen Jacobsen.

Kræver ny politik

Teknologien til indfangning, lagring og transport af CO2 er også på plads og kendt. Det, der mangler, er ifølge rederidirektøren politiske beslutninger, så store udledere får motivation til at investere i indfangningsanlæg i stedet for bare at betale afgifter for deres udledning. I dag betaler man ca. 45 euro pr. ton udledt CO2. Det vil samlet koste 100 euro pr. ton at skaffe CO2 væk i Islands undergrund.

“Det kræver altså politiske ændringer, for at vi kan komme i gang. Vi kommer med et indspark om, at det rent faktisk kan lade sig gøre,” siger han.

Både Steffen Jacobsen og Martin Fruergaard har en lang karriere bag sig i Maersk Drilling, der mandag erklærede, at de også har planer om at lagre indfanget CO2 i gamle oliefelter i Nordsøen. Også transporten hertil vil de kommende specialskibe fra Dan-Unity CO2, der ventes at ville koste 50-60 mio. dollar pr. stk., forventes at kunne gennemføre.

Danske Rederiers direktør Anne H. Steffensen siger, at tanken om skibe fyldt med den drivhusgas, vi i dag ser som forurening, stadig forekommer som noget, figuren Georg Gearløs fra Disneys univers kunne have opfundet:

“Men metoden kan få stor betydning både herhjemme og internationalt, især hvis regeringen kan lave en bredt forankret strategi, der gør oplagring og transport af CO2 til en forretning, der giver sikkerhed for rederier og andre interessenter. Så vi vil se flere af denne type rederier,” mener hun.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis