ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Ticans nye ejer vil udvide slagteri i Danmark

Den tyske kødgigant Tönnies, som har indgået en aftale om overtagelse af det næststørste danske slagteriselskab, Tican, har planer om at udvide kapaciteten på det store slagterianlæg med i dag 600 medarbejdere på havnen i Thisted.

Så samtidig med, at politikerne laver landbrugspakke for at skabe vækst og øge beskæftigelsen i udkantsdanmark, kommer der altså i Nordvestjylland en ny udenlandsk ejer, der har planer om at udvide.

"Der er ingen planer om at flytte aktiviteter fra Danmark til Tyskland. På mellemlangt sigt er det meningen, at kapaciteten i Tican skal udvides. Så vi skal ikke diskutere permanente reduktioner i kapacitet eller medarbejderstab men kan snakke om vækst og fremskridt," lyder det fra familieejede Tönnies' talsmand, Markus Eicher, efter at Tican og Tönnies i aftes fik landet en aftale om ejerskifte.

Danish Crown-aftale gik i vasken

De to parter lavede for et par måneder siden en hensigtsaftale, efter at Tican og den danske nr. et, Danish Crown, måtte opgive en fusion på grund af for store krav fra konkurrencemyndighederne. Den nu indgåede aftale skal dels officielt godkendes på en generalforsamling i Tican i næste uge, dels have konkurrencemyndighedernes blå stempel.

"Det er klart, at Tican har brug for restrukturering på grund af sin aktuelle, meget vanskelige situation. Men vores fokus ligger
ikke på at lukke på nogle af selskabets lokationer. Det handler om at få restruktureret, så Ticans aktiviteter passer ind i aktiviteterne hos Tönnies," skriver Hr. Eicher i en mail til Børsen.

Ticans formand, Jens Jørgen Henriksen, er overbevist om, at der bliver tale om en udvidelse af staben på 600 ansatte hos Tican i Thisted.

"Når de er her, taler de kun om udvikling af Tican. Ikke om nedskæringer. Så på sigt tror jeg bestemt, at der bliver flere arbejdspladser. Jeg er også helt sikker på, at de vil prøve at trække flere råvarer - grise - til. Der kommer selvfølgelig til at ske forandringer. Men det bliver nok mest på produktsiden, så det, Tican laver, kommer til at passe sammen med produktionen andre steder i Tönnies, og sådan, at vi så skal lave større serier," siger Jens Jørgen Henriksen.

Gode slagtepriser til Ticans leverandører

Han erkender, at en del af Ticans ejere og medarbejdere var ved at blive utålmodige. Men nu er der en aftale, og dermed mulighed for, at Tican kan få afsluttet et regnskab for 2014/15 og derefter udbetale restbetaling til sine likviditets-hungrende ejere, der plejer at få udbetalt de typisk hundredetusindevis af kroner i god tid før jul.

Tican vil for 2014/15 udbetale 1,05 kr. pr. kg. svinekød i restbetaling til sine ejere - det samme som Danish Crowns høje udbetaling. Og for 2015/16 ender det formentlig med, at Tican-landmændene får den ugentlige notering plus 80 øre pr. kg. som løbende betaling for deres svin. Det vil likviditetsmæssigt stille Ticans leverandører bedre end Danish Crowns, der fortsat skal vente på restbetaling til efter regnskabsårets udløb.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis