ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Thailandsk oversvømmelse bag dansk smykkekonkurs

Det var en stor oversvømmelse i Bangkok, som lagde grunden til, at det danske smykkeselskab Spinning Jewelry i dag måtte erklære sig konkurs ved skifteretten i Randers.

Det fortæller Flemming Lindeløv, som indtil i dag har været bestyrelsesformand i smykkebutikken.

"Nedturen startede i 2011. Dengang var der store oversvømmelser i Thailand, og det ramte vores to største leverandører, som stod for leveringen af 90 pct. af Spinnings produkter," siger han til Børsen.

De thailandske leverandører var ramt af oversvømmelsen i to måneder, og det betød, at Spinning Jewelry ikke fik del i julesalget.

"Det var en katastrofe for os. Jeg vil tro, at det kostede os 25 mio. kr., og det er altså meget, når man omsætter for ca. 65 mio. kr.," siger Flemming Lindeløv, som har en lang erhvervskarriere bag sig, bl.a. som adm. direktør i Carlsberg og Tulip.

Lang kamp for overlevelse

Efter katastrofen i Thailand var selskabet godt og grundigt i tovene, og det blev ikke bedre, da selskabets bankforbindelse krakkede.

"Der var ingen, som ville røre ved os i den periode, og siden er vi faktisk aldrig kommet tilbage. Vi har fået skåret i omkostningerne, men det har  ikke været nok," siger Flemming Lindeløv, der også er formand for Deltaq, som siden 2008 har ejet 87,9 pct. af Spinning Jewelry.

Han anslår, at den investering har kostet Deltaq omkring 90 mio. kr., og selskabet har da også nedskrevet forventningerne til årets omsætning med omkring 100 mio. kr. i kølvandet på konkursen.

"Spinning har været en pænt stor investering og tab for os, må man sige. Heldigvis har vi tre andre selskaber, som kører godt, så Deltaq fortsætter med sikkerhed," siger han.

Planer om rekonstruktion

En fortsættelse kan det også blive til for krakkede Spinning Jewelry. I hvert fald har bestyrelsen brugt de sidste to måneder på at snakke med nye investorer, som måske kan være med til at samle selskabet op igen.

”Når et selskab går konkurs, kan man jo tage de gode dele ud og arbejde videre med dem. Der er i høj grad planer om en rekonstruktion, og der er gode ting at tage med,” siger han.

Flemming Lindeløv oplyser, at Deltaq gerne vil være en del af genopbygningen af Spinning Jewelry, hvis det kan lade sig gøre.





Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis