ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Telia-boss ser en klar vej frem i vanskeligt telemarked: “Det skal være så simpelt, at det kan forklares på bagsiden af en serviet”

Telias danske topchef skruer massivt op for de digitale investeringer, samtidig med at han vil simplificere forretningen

Thomas Kjærsgaard, der har en fortid i Microsoft, har stået i spidsen for Telias danske forretning siden efteråret 2019. Foto: Steven Achiam
Thomas Kjærsgaard, der har en fortid i Microsoft, har stået i spidsen for Telias danske forretning siden efteråret 2019. Foto: Steven Achiam

Telias danske topchef, Thomas Kjærsgaard, læner sig op ad tre ben, når han de kommende år skal forsøge at vende mange års stilstand på det danske marked for den nordiske telekæmpe.

Det skal være så simpelt, at det kan forklares på bagsiden af en serviet

Thomas Kjærsgaard, topchef, Telia Danmark

Det handler om simplificering, digitalisering og modernisering.

“Tele skal være simpelt. Produkterne skal virke, og vi skal levere gode kundeoplevelser. Sidstnævnte har ikke altid kendetegnet branchen,” forklarer han.

Thomas Kjærsgaard, der har en fortid i Microsoft, har stået i spidsen for Telias danske forretning siden efteråret 2019, og efter et coronaramt 2020 er han nu klar til at sætte ord på, hvad han mener er vejen frem i et marked, der har været præget af lav differentiering, mange produkter og lav kundeloyalitet.

“Vi vil gerne bygge vores forretning op om den exceptionelle kundeoplevelse. Det er der nok mange, der vil. Det at gøre det, er det vanskelige. Vi ved godt, at det her kommer til at tage tid, og vi har nu lagt en treårig plan,” siger han.

1,3

mio. mobilabonnenter havde Telia ved udgangen af 2020

Siden Thomas Kjærsgaards tiltrædelse har teleselskabet forsøgt at rydde op og har fjernet mere end 2500 forskellige produkter, prisplaner og andet, som ikke skabte værdi. Beslutningerne i selskabet skal træffes på baggrund af mere data og kundeindsigt, og samtidig skruer topchefen yderligere op for digitale løsninger.

“Vi kommer altså til at investere et sted mellem 85 pct. og 90 pct. af vores samlede investeringsmidler i år i digitale, transformative løsninger. Det har vi ikke gjort før,” siger han.

Thomas Kjærsgaard forklarer, at Telia kommer med tre forskellige selvbetjeningsløsninger i år. Der er blandt andet tale om en relancering af datterselskabet Call Mes digitale selvbetjeningsløsning, en ny løsning til Telia-kunder og en til selskabets erhvervskunder. Derudover kommer Telia i løbet af året også med et nyt univers til eksisterende Telia-kunder, hvor de nemmere kan skifte mellem produkter.

Den svenske telekoncern Telia er størst i Norden målt på telekunder, men telekæmpen har historisk set haft det vanskeligt på dansk grund.

“Danmark har altid været Telias problembarn,” fortæller teleanalytiker John Strand.

Telia er i dag nummer fire målt på antal rene mobilkunder i Danmark efter TDC, Telenor og 3. Selskabet har inden for de seneste knap tyve år forsøgt at købe sig til volumen med opkøb for over 5,5 mia. kr. af henholdsvis Orange i 2004 og Debitel i 2007.

“Hvis man kigger på, hvordan Telia klarer sig i forhold til 3, så viser det meget godt, hvor Telia står. Telia har købt to store teleselskaber for at nå dertil, hvor selskabet er i dag på det danske marked, mens 3 har gjort det samme – bare organisk,” siger John Strand, der har vanskeligt ved at se, hvad der skal få Telia Danmark tilbage på vækstsporet.

Bagsiden af en serviet

Telia i Danmark har i dag to brands vendt mod privatkundemarkedet. Det er Call Me og Telia, og de to brands skal ifølge Thomas Kjærsgaard stå tydeligere – også i forhold til hinanden.

“Call Me skal være nemt, simpelt og digitalt. Det skal være så simpelt, at det kan forklares på bagsiden af en serviet. Lige så snart det tager mere end 20 sekunder at forklare, så er det ikke et Call Me-produkt, så er det en bredere produktportefølje,” siger han og fortsætter:

“Vi skal være mere tydelige i forhold til Telia-brandet. Vi skal være super skarpe på at være tættere på vores eksisterende kunder. Vores forretning skal bygges op omkring loyale kunder. Vi skal ikke skyde til højre og venstre, men vi skal have en konsistent tilgang til markedet på tværs af alle kanaler og et produktudvalg, der matcher familiernes behov.”



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis