ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Trods kundefremgang i Telia i seks kvartaler i træk skærer pandemien i omsætningen

Thomas Kjærsgaard er adm. direktør for Telia Danmark. Arkivfoto: Celina Dahl/Ritzau Scanpix
Thomas Kjærsgaard er adm. direktør for Telia Danmark. Arkivfoto: Celina Dahl/Ritzau Scanpix

Der er intens kamp om de danske tele- og mobilkunder.

I årets sidste tre måneder lykkedes det den svenske telekæmpe Telia at hente 10.000 flere danske kunder ind i butikken.

Det bringer teleselskabets samlede kundebase op på 1.494.000 sim-kort fordelt på 1.381.000 mobilkunder og 113.000 IoT/M2M-løsninger. Sidstnævnte er løsninger og teknologi rettet mod erhvervslivet, hvor den enkelte løsning benytter sig af simkort. Det er her væksten har været for Telia, mens antallet af mobilkunder er gået en anelse tilbage i 4. kvartal.

I forhold til hele forretningen er det dog sjette kvartal i træk med et stigende antal kunder på et marked, der er præget af benhård konkurrence og coronavirussen, der igen sætter sit præg. Det gør pandemien også på Telias nøgletal for hele 2020.

“2020 har budt på både kundetilgang og stigende kundetilfredshed. Det er en flot præstation i et mildest talt vanskeligt år, hvor coronasituationen har trykprøvet både vores mobilnetværk og vores medarbejdere,” siger Thomas Kjærsgaard, der er adm. direktør i Telia Danmark.

Resultatet (ebitda) for hele året i den danske del af Telia lander på 731 mio. kr. og der er dermed tale om en beskeden tilbagegang på knap 2 pct. sammenlignet med 2019. Den såkaldte serviceomsætning måtte også se sig skrumpe i forhold til 2019. Den endte på 2,8 mia. kr. mod 3 mia. kr. i 2019.

Telia Danmark har været ramt på samme måde, som resten af den telebranche på det danske marked. Salgskanalerne er i perioder blevet markant indsnævret, da de fysiske butikker har været lukket ned.

“I et år uden fortilfælde, og med ændrede forudsætninger som følge af covid-19, er vores finansielle resultater tilfredsstillende. Vi kompenserer stort set for den indtjeningsnedgang, der naturligt følger af lukkede butikker og reduceret roamingaktivitet, gennem stærk omkostningsstyring og vores fortsatte effektiviseringer,” siger Thomas Kjærsgaard.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis