Telia har i andet kvartal fået flere mobilkunder i folden i Danmark.
Det oplyser teleselskabet med de svenske rødder i sit halvårsregnskab onsdag.
Samlet har Telia ved udgangen af andet kvartal haft 1.542.000 mobilkunder på det danske marked. Det er 46.000 flere kunder i forhold til kvartalet før.
På det danske mobilmarked er Telia en af de største spillere målt på antallet af kunder. Størst er TDC, og derefter kommer Telenor. På tredjepladsen er Telia, og på fjerdepladsen er teleselskabet 3.
Antallet af kunder dækker ikke kun over private mobilkunder, men det dækker også over erhvervskunder, der benytter de enkelte selskabers services.
På resultatsiden har Telia i Danmark opnået et driftsoverskud på 162 millioner kroner i andet kvartal. Det er et fald på ni procent i forhold til samme kvartal året før.
“Den faldende Ebitda (driftsresultatet, red.) afspejler primært vores øgede investeringer i digitaliseringsagendaen og 5G-udrulningen,” siger Thomas Kjærsgaard, administrerende direktør i Telia Danmark, i en kommentar.
/ritzau/