ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Kreditor frygter fiktive fakturaer i kriseramte Act.Global: Undersøgelse sat i gang

Carsten Jensen, adm. direktør og stifter af Act.Global, der lige nu kæmper for at overleve. Arkivfoto: Nicolai Linares
Carsten Jensen, adm. direktør og stifter af Act.Global, der lige nu kæmper for at overleve. Arkivfoto: Nicolai Linares

En lang række kreditorer risikerer at vinke farvel til et millionbeløb, hvis Act.Global ender med at kollapse.

En af kreditorerne er Gældsstyrelsen, og på et møde i Sø- og Handelsretten tirsdag kom det frem, at myndigheden mistænker Act.Global for at have sendt fiktive fakturaer ud til kunder.

Hvis det er tilfældet, kan Gældsstyrelsen have udbetalt et beløb på omkring 30 mio. kr. i momsrefusion, som Act.Global ikke har været berettiget til.

Har anmeldt krav

Act.Global er taget under rekonstruktion, og den ene rekonstruktør, den erfarne advokat Pernille Bigaard, bekræftede på retsmødet, at Gældsstyrelsen mandag aften anmeldte et krav.

Til Børsen uddybede hun efterfølgende:

“Gældsstyrelsen er urolig for, om Act.Globals faktureringer er reelle. Hvis de ikke er reelle, så skulle selskabet aldrig have fået den negative moms udbetalt,” siger Pernille Bigaard.

Kræver undersøgelse

Gældsstyrelsen krævede derfor på retsmødet, at der bliver igangsat en undersøgelse af sagen, og den bliver nu igangsat.

“Så nu undersøger vi, om der er noget om det, eller om der ikke er,” siger Pernille Bigaard.

Børsen har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Carsten Jensen, men da han blev konfronteret med mistanken uden for retten, afviste han.

“Selvfølgelig findes vores kunder,” sagde Carsten Jensen til Ekstra Bladet, mens han forlod retten.

Gældsstyrelsen har desuden anmeldt et krav på 6,9 mio. kr. for manglende selskabsskatter, fortalte styrelsens advokat i retten.

Her kom det desuden frem, at to investorgrupper er interesserede i at overtage Act.Global. Rekonstruktørerne har nu frem til den 29. september til at undersøge mulighederne for at redde selskabet, der har rejst et trecifret millionbeløb fra en lang række investorer.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis