For at være forberedte på en eventuel krise har danskerne i stort antal preppet og købt masser af dab-radioer, gasblus, fødevarer, vandbeholdere og andet hjem til lageret under senge, i kælderen eller udhuset. Det kan tidligere overkonstabel og udsendt til Kosovo Kristian Rasmussen og Casper Pedersen, der har en bachelor i international salg og marketing, mærke i deres webshop, Grejfreak.dk.
Butikkens resultat eksploderede sidste år til godt 15 mio. kr., hvilket er godt 20 gange mere end resultatet på under trekvart mio. kr. året før, fremgår det af virksomhedens årsrapport.